Lars Stæhr er 66 år og har drevet café i 30 år, nu vil han være frivillig natteravn. Her ses han sammen med svigerdatteren Anja Stæhr, der har arbejdet i cafeen som kok.
Det sker

Lars Stæhr: Jeg har alderen til at stoppe som café-ejer

Lars Stæhr har arbejdet flere timer end de fleste, og nu vælger han at pensionere sig selv

04. december 2022 kl. 12:11

Den kendte café i Frederikshavn Café Stæhr lukker 30. december, medmindre en ny ejer dukker op og driver cafeen videre.

Det har manden, der har lagt navn til cafeen, Lars Stæhr, selv valgt.

- Jeg stopper på grund af alder. I mange år havde jeg to jobs, et i forsvaret og et først i cafeen i svømmehallen og så her i Danmarksgade. De mange timer på arbejde kan jeg godt mærke, fortæller Lars Stæhr.

Fra maj 2006 drev Lars sammen med sin kone Dorthe Stæhr Café Stæhr, efter de i 1992 var startet deres parløb i Café Hyggestunden i tilknytning til svømmehallen.

Dorthe Stæhr døde desværre for knapt otte år siden og Lars' svigerdatter, Anja Stæhr, sagde ja til at arbejde i cafeen. 

- Hun er uddannet kok, og har haft ansvaret for køkkenet, og uden hende havde cafeen aldrig kunnet køre videre, siger Lars Stæhr.

Café Stæhr er blandt andet kendt for at have et stort kaffe og te-kort, hvor kaffe-entusiaster kan få deres eget kaffekort, hvor de kan følge med i, hvor mange af de forskellige kaffer de har smagt. 

Café Stæhr ligger i den nordlige del af gågaden og har et stort og trofast stampublikum.

- Det har både være lokale og gæster udenbys og vi kommer til at savne alle disse dejlige mennesker-  mange er så tætte som var de familie.

Lars og Anja Stæhr har arbejdet seks dage om ugen.

- Det kan jeg mærkes i min krop, fortæller Lars, mens han gør klar til at servere en særlig kop kaffe med  helt unikke bønner til sine gæster.

Og mon ikke han får brug for kaffe selv i fremtiden. Lars Stæhr har nemlig plan om at melde sig som frivillig hos natteravnene, der holder øje med nattelivet og skaber tryghed for de unge.

Annonceret indhold

Nyeste