Landsstævne i Frederikshavn: Lokale brandbiler og favoritsmagsprøver på programmet
FREDERIKSHAVN: Den sidste weekend i september afholder Beredskabsforbundet Landsstævne.
Landsstævnets formål er at samle frivillige fra hele landet til deltagelse i redningsberedskabsrelevante discipliner under venskabelige former for herved at fremme interessen for og sammenholdet i redningsberedskabet i Danmark.
Stævnet afholdes hvert andet år, skiftevis mellem Øst- og Vestdanmark. Denne gang afholder Beredskabsforbundet Nordjylland og Kreds Frederikshavn stævnet i Frederikshavn.
Op mod 300 frivillige fra landets redningsberedskaber samt unge fra landets ungdomsbrandkorps skal dyste mod hinanden i forskellige discipliner inden for redningsberedskabets tjenestegrene.
Disciplinerne relaterer til de mange opgaver, som de frivillige løser i hele Danmark, alt lige fra brandslukning og førstehjælp til forplejning og nødindkvartering.
Konkurrencerne foregår på Fodboldvej på FFI’s område den 28. september 2024 i tidsrummet 10-16.
Her vil det være muligt for alle at følge de spændende konkurrencer på tæt hold, se det lokale brandvæsens brandbiler samt få smagsprøver efter endt konkurrence i forplejning og indkvartering.
Som publikum vil man kunne være med til at stemme på favoritsmagsprøverne, da dette tæller med i det samlede pointregnskab mod guldet.
Kig endelig forbi til en hyggelig dag i beredskabets tegn.