Landhold dyster på isen i Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Ishockey Klub byder det danske og norske U17 og U18 ishockey-landshold indenfor på isen i Iscenter Nord i denne uge.
De fire landshold ankommer til Frederikshavn tirsdag, og starter ugen med en række træninger, inden holdene mødes til kampe både torsdag, fredag og lørdag.
- Vi er meget tilfredse med denne mulighed for at vise vores egne landsholdspillere frem til hele Frederikshavn med dette besøg.
- Og vi er glade for at Dansk Ishockey Union igen har valgt os til at afvikle en turnering for dem. Trods vores lidt trange faciliter, har vores fantastiske frivillige og en hårdtarbejdende administration bevist, at de kan løfte denne type arrangement til et niveau, der har modtaget stor ros både fra unionen og fra de deltagende landshold fra tidligere turneringer. Senest i december, hvor vi havde besøg af U16 landsholdene fra Danmark, Frankrig og Letland, der spillede en 3-nationers turnering i Iscenter Nord, siger Søren Sørensen, der er formand i FIK.
I Frederikshavn Ishockey Klub brændermedlemmerne for fællesskabet og de fede ishockeyoplevelser, både for egne spillere og selvfølgelig også for landsholdene.
- Vi håber at alle hockey-interesserede i lokalområdet har lyst til at komme i hallen til kampene og skabe en ishockeyfest for landsholdene og vores drenge her i ugen, understreger formanden.
Torsdag spiller U17 mod Norge kl. 16.00 og U18 mod Norge kl. 19.30.
Fredag spiller U17 mod Norge kl. 16.00 og U18 mod Norge kl. 19.30.
Lørdag spiller U17 mod Norge kl. 11.00 og U18 mod Norge kl. 14.30 – og der er selvfølgelig gratis entré til alle kampene.
På U17 landsholdet er Johannes Borup Olsen (FIK U17) med.
På U18 landsholdet er Christopher Mulberg (FIKs Talentliga hold), Sebastian Holm (FIKs Talentliga hold), Anton Stenbakken (Frölunda), Sebastian Maddock (Växjö), Oscar Mølgaard (HV71) og Albert Schioldan (HV71) med.