Kom til musik, dans og billedkunst i smuk symbiose
Mød nogle af verdens bedste klassiske musikere og nordjyske talenter, når Kappelborg i dagene 19.-22. oktober inviterer til kammermusikfestival.
Skagen Kammermusikfestival lægger ud med en eksplosion af en musik- og danseoplevelse, når man præsenterer Bolero Extended med Palle Granhøj i samarbejde med Seiko Dance Company.
Danseforestillingen foregår i Skagen Sportscenter, hvor den prisvindende koreograf Palle Granhøj har taget Maurice Ravels 17 minutter lange klassiker, Bolero, og skabt en én-times danseforestilling. Den opføres af ni dansere og otte cellister.
Ved uropførelsen af Bolero i 1928 vakte den opstandelse og forargelse med sine mange gentagelser og erotiske associationer.
Hos Ravel stiger orkestrets volumen i slutningen til et svulmende, eksplosivt udbrud. Hos Palle Granhøj venter der også en helt særlig finale for publikum.
- Anmeldelserne af Bolero Extendede har været overstrømmende. Bl.a. skrev Michael Søby, Cphculture: ”En medrivende forestilling, der efterlader publikum i en euforisk stemning.” oplyser Kappelborg.
Kammermusik og malerkunst
Kammermusik og billedkunst går op i en højere enhed, når to af Europas største kammermusikstjerner, violinisten Daniel Rowland og cellisten Maja Bogdanovic i samspil med den danske pianist Martin Qvist Hansen giver koncert blandt Skagen-malernes værker i Plesner-salen på Skagens Museum.
- Her mødes det ypperste i europæisk kammermusik og malerkunst fra samme periode kunsthistorien. Dette er en enestående chance for at opleve, hvordan værkerne i koncertprogrammet mødes og spejles i den samtidige billedkunst.
Fredag 21. oktober har du mulighed for at være med bag kulissen, når Skagen Kammermusikfestival og MGK Aalborg Talentakademi gennemfører en masterclass med cellisten Maja Bogdanovic og violinisten Daniel Rowland.
Masterclass er gratis for publikum. Samme dag kan ud opleve koncert med prisvinderne fra klaverkonkurrencen "Pianister i nord" + MGK & Aalborg Talentakademi.
Fredag aften kan du deltage i en dialogkoncert med pianisten og komponisten Carsten Dahl. Under koncerten vil publikum få et indgående indblik i Carsten Dahls musikalske univers. Carsten Dahl er artist in residence hos Skagen Kammermusik Festival og han vil derfor i løbet af det næste år ved flere lejligheder opholde sig i Skagen for at komponere et bestillingsværk med inspiration fra naturen i området. Værket uropføres, efter planen, ved Skagen Kammermusikfestival 2023.
Afslutningskoncerten
På kammermusikfestivalens sidste dag, lørdag 22. oktober, venter den store afslutningskoncert med solistnavne som Maja Bogdanovic, Daniel Rowland, Anna Egholm, Pau Codina Masferrer, Dana Zemtsov, Sanna Ripatti og Martin Qvist Hansen.
- Der er endnu en gang lagt op til kammermusik i verdensklasse.
Skagen Kammermusikfestival er arrangeret af Kappelborg i tæt samarbejde med kunstnerisk leder og musiker Ana Feitosa.
Festivalens samarbejdspartnere er i øvrigt Skagen Kirke, Skagens Kunstmuseer, Frederikshavn Kommunes Musikskole, Skagen Harbour Hotel, Toppen af Danmark og Koncertrejsen.dk.
Festivalen støttes økonomisk af Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden og Brøndums Legat.