ÆSK-koret synger med til fællessang den 20. marts klokken 19.
Det sker

Kom til fællessang i Manegen

15. marts 2023 kl. 07:35

Fællessang har fået større fokus, da sangen får os til at føle glæde og større samhørighed.

For anden gang inden for det seneste halve år, afholder Musikskolen og Bibliotek & Borgerservice i Frederikshavn Kommune fællessang i Manegen i Sæby.

Til fællessangsarrangementet onsdag d. 20. marts bliver der mulighed for at høre nogle af Musikskolens undervisere, nemlig Diana Flyvbjerg og Karen Lyng, med deres elever spille og synge nogle numre og spille op til en række fællessange.

Korleder Diana Flyvbjerg synger for under fællessangen.

Aftenen er for alle, der har lyst til at få rørt stemmebåndet og høre noget dejlig musik, der bl.a. leveres af Sebastian Frederiksen, Ældre Sagens Sangkor ÆSK og Sæby Sangkor – LOF.

- Sangene bliver en skøn blanding af meget kendte numre fra Giro413 og mere ukendte numre, siger Karen Lyng.

Biblioteket og Musikskolen har samarbejdet om at planlægge aftenerne med fællessang, og de første blev holdt i efteråret 2022. Nu følger den næste i rækken. Musikskolen står for musikken, og biblioteket sørger for, at der er kaffe, te og sodavand i pausen.

- Det plejer at være en hyggelig aften med god stemning, så vi håber, at der dukker en masse sangglade mennesker op, fortæller afdelingsleder på Musikskolen, Tove Therp.

Arrangementet begynder klokken 19.00. Der er gratis adgang, og man kan stadig nå at tilmelde sig på bibliotekets hjemmeside.

Annonceret indhold

Nyeste