Kom tæt på By Signe
Signe Rødbro holder foredrag og udstiller på Biblioteket
FREDERIKSHAVN: Frederikshavneren Signe Rødbro er grundlægger og designer i sit eget tøjfirma, By Signe, der i alle led af sin produktion satser stort på bæredygtighed og økologi.
I anledningen af købstadsjubilæet udstiller Signe Rødbro på Frederikshavns Bibliotek, og i forbindelse med åbningen af udstillingen, fortæller hun om sit firma.
Allerede som barn kopierede og tegnede Signe Rødbro modeller, som hun designede tøj til i sin egen stil.
Efter gymnasiet kom hun på en privat skrædderskole i Danmark, hvor hun for alvor blev klar over, at det var mode og design, hun gerne ville beskæftige sig med.
Allerede efter et år rykkede Signe videre til Spanien, hvor hun studerede modedesign på et privat universitet.
Efter nogle år i udlandet vendte Signe tilbage til Danmark fuld af planer, og tingene flaskede sig sådan, at hun etablerede sig med sit eget designfirma By Signe, som fik fast base i Frederikshavn, hvor Signe Rødbro også er vokset op.
By Signe er et bæredygtigt tøjmærke, hvor Signe ikke går på kompromis, men satser stort på netop bæredygtighed og økologi i alt fra stof, vaskemærker, tråd og indpakning.
Hun designer og syr det hele i sit eget studie på havnen i Frederikshavn, og sender det ud til hele verden samt til en række fysiske butikker i 17 forskellige lande.
Designet er minimalistisk easy wear til kvinder, og afspejler hele vejen Signe Rødbros visioner og stil, der er inspireret af stærke selvstændige kvinder gennem historien.
- Jeg elsker gamle bøger, der beskriver, hvor forskelligt kvinder agerede i deres tid, afslører Signe Rødbro.
Farvepaletten er, som designet, minimalistisk og Skandinavisk - mest natur- og jordfarver, tilsat ubleget hvid og feminine pasteller.
Onsdag 29. august kan man møde Signe Rødbro på Frederikshavn Bibliotek, hvor hun bl.a. fortæller om, hvor hun får inspiration, materialer og ideer fra til sine designs.
Det sker fra 19 til 21.
Udstillingen kan ses i den betjente åbningstid frem til 28. september.
Der er fri entré til udstilling og foredrag.