Kom og mød den døde sognefoged
UHYGGELIGT: Halloween rammer Sognefogedsgården i Frederikshavn
I efterårsferien går de tidligere beboere igen på den gamle Sognefogedgård. Kom og mød den døde Sognefoged som har brækket benet, eller den døde og skrappe Fru Nielsen. Måske kan man også finde den døde køkkenpige, den unge uhyggelige pige i huset eller måske den døde karl på gården. Den gamle gård har mange uhyggelige historier, og nogle af dem vil man kunne møde i efterårsferien.
- I ladens mørke vil man kunne se en video, hvor den skrappe Fru Nielsen fortæller om Allehelgen og Halloween”, fortæller Anette Jørgensen, som er frivillig og formand på museet.
- Der vil også være tændt lys i mindelunden, som nogle gør på gravsteder når der er Allehelgen, for at mindes vores døde, fortsætter Anette Jørgensen.
For at det skal være mere uhyggeligt, så har de frivillige valgt at åbne gamle museumsgård fra kl. 16 til 21. søndag 17., tirsdag 19., torsdag 21., lørdag 23. og søndag 24. oktober.
Der er altid åbent for besøg på gårdspladsen, hvor det er gratis at sætte sig ind.
Er de frivillige på gården, kan man også komme ind i museets bygninger mod betaling.
Rigtig mange benytter sig af at sætte sig ved møblerne på gårdspladsen og nyde den medbragte kaffe, omgivet af den hyggelige stemning, inde midt mellem industri og parcelhuse.
Det er gratis for skoler og andre institutioner at besøge Museet Sognefogedgården, hvor de kan få en gratis rundvisning. Man kan bestille foredrag om historiske emner eller en by-rundvisning.
- Vi har i september haft næsten 250 elever på besøg på vores lille hyggelige museum, fortæller Lea Jensen der også er en af de frivillige på museumsgården.
- 250 elever er rigtig mange for vores museum, og vi frivillige havde travlt, men hyggede os meget sammen med de fantastiske elever fra Frydenstrandskolen.
- Eleverne lærte om madlavning i gamle dage, fik rundvisninger, hørte om området, fra istid til nu, og så på museets unikke samling af stenøkser.
- Vi elsker at få besøg af børn og unge. Det er dem som er museernes fremtid, siger Lea Jensen.