Billede beskrivelse

Kom med ind i Anna Anchers Atelier

OPLEVELSE: Kappelborg og koreograf Pernille Garde inviterer til forestilling om Anna Anchers kunst og den skabende proces i et værksted - inde i atelieret i museumshaven ved Skagens Museum - her hvor nogle af både Anna og Michael Anchers mesterværker blev skabt

10. august 2021 kl. 17.00

Der er lagt op til en både intim og sanselig forestilling, når Kappelborg og den Reumertnominerede koreograf Pernille Garde sammen med sit kompagni inviterer indenfor i ”Anchers Atelier”.

Det er en forestilling, som kan opleves i selve atelieret i museumshaven ved Skagens Museum - her hvor nogle af både Anna og Michael Anchers mesterværker blev skabt for mere end hundrede år siden.

- ”I Annas Atelier” er en intim forestilling i krydsfeltet mellem dans og teater, som med et stærkt visuelt udtryk og ganske få ord er et nutidigt bud på en Skagen-fortælling om Anna Anchers kunst og den skabende proces i et værksted, lyder det fra holdet bag.

Malerier i bevægelse

De har dykket ned i Anna Anchers kunst og forsøger at skabe nye billeder, som taler ind i netop hendes kunst.

Et udvalg af hendes værker indgår derfor i forestillingen som projektioner på et lærred. Et lærred der både kan være gennemsigtigt eller massivt. Alt efter lysindfaldet.

- Det handler om, at det hun maler, kommer i bevægelse. Alle bevægelser i forestillingen er taget ud af Annas værker. Forestillingen bevæger sig på grænsen mellem dans og teater, hvor kroppen hele tiden er i spil, forklarer Pernille Garde. Der er desuden komponeret lyd og musik, som ledsager hele forestillingen.

Særlig stemning

Idéen til forestillingen opstod, da Pernille Garde var i Skagen tilbage i 2017, hvor hun og Kappelborg også samarbejdede.

Dengang med forestillingen ”Skagen i en campingvogn”.

- Vi vil gerne trække også nutidige kunstnere til Skagen - og kunstnerne er glade for at være her. Så et af vores fokusområder er at få nutidige kunstnere herop og mærke den særlige stemning Skagen byder på med kultur, natur og det til tider pulserende byliv. Så man kan sige, at vi gerne vil genskabe historien og ikke blot tære på den, siger Lars Ilum, der er kulturhusleder.

Direkte interesse

Man producerer altså en forestilling om Skagen i selve Skagen - det hele foregår her, så man er til stede i de historiske rammer.

- Det er dejligt at komme herop. Væk fra det jeg kender i København, og her mærker jeg en direkte interesse fra folk som jeg godt kan lide. Forestillingen er også en hyldest til Anna Ancher og hendes kunst. Jeg har selv genopdaget, hvor fantastisk hun er, og vil gerne åbne folks øjne for alle de smukke ting hun lavede. Hun tog udgangspunkt i dagligdagen, og finder det smukke deri. Men vi har også en vision om at vise Anna Ancher på en anden måde. Essensen, som vi har trukket ud af Annas værker er, at hun var et meget sansende væsen. Så derfor er det også en meget sanselig forestilling, siger fortæller Pernille Garde.

Afsæt i værkerne

Forestillingen tager blandt andet afsæt i værkerne Aftensol i kunstnerens atelier på markvej 1913, I høstens tid 1901, Lille pige i døren 1905, Solskin i den blå stue 1891, Interiør med røde valmuer 1905, Kunstnerens døde mor 1916, Solskin i den blindes stue 1885, Sorg 1902 og Gule iris 1897/ 98.

Den varer 30 minutter, og der er plads til 10 publikummer ad gangen.

Forestillingen ”I Annas Atelier” kan opleves i perioden fra 14.-21. august.

Den er blevet til ved stor velvilje fra Skagens Kunstmuseer og økonomisk hjælp fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Region Nordjylland og Brøndums Legat.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste