Knud Erik har rejst sig fra sine traumer: Nu fortæller han

16. februar 2022 kl. 16.10

SÆBY: Saltlandets Historiske Forening for Sæby og Omegn står bag et nyt og tankevækkende foredrag onsdag den 23. februar klokken 19 i Manegen i Sæby

Knud Erik Larsen er født i Tårs i 1950. Han tog en håndværkeruddannelse som tømrer og senere en videregående uddannelse på Byggeteknisk Højskole i Aarhus, som han har gjort brug af i sit arbejde som tømrer i Vendsyssel.

- I mit foredrag vil jeg blandt andet komme ind på min opvækst i Fredenslund, siger Knud Erik Larsen.

Om at rejse sig igen og igen

Forfatteren vil fortælle om, hvordan det er at leve i en dysfunktionel arbejderfamilie, hvor børnenes trivsel og velfærd kom i anden række.

Ligeledes vil han berette om forældres evne til at opdrage en så stor børneflok. Kan vi bebrejde dem deres mangel på omsorg? Kan vi bebrejde dem, at de nu engang er født, som de er?

Han vil komme med forklaringer på, hvordan man slipper fri for barndommens oplevelser, traumer og får dem lagret et sted, hvor de ingen indflydelse får for voksenlivet.

Publikum får ligeledes mulighed for at høre, hvad der får en pensioneret tømrersvend til at skrive bøger og hans forudsætninger for netop det.

Knud Erik vil også fortælle om, hvordan han klarede barndommen, hvordan han kom videre fra dem, og de enorme kampe han tog. De fejlinformationer han havde i rygsækken, moderens dystre fortid og den unge Knud Eriks teenagetid, der undertiden bragte ham helt ud i tovene.

Tilmelding bedes foretaget til Lissi Simonsen 98467089 eller 21393822 senest den 19. februar

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste