Knokler med at gøre Tordenskiolds By klar til åbning 1. juli
Indhegningen omkring Krudttårnet er nu på plads, og der arbejdes på højtryk indenfor hegnet med at gøre Tordenskiolds By klar til den store åbning den. 1. juli.
- I øjeblikket arbejder de forskellige grupper fra foreningerne hårdt på at få bygget byen op. Der skal bygges huse op til de ubemandede og formidlende, stationære aktiviteter, der fungerer ligesom på et museum og til de mange levende og bemandede boder og aktiviteter, som vi udbygger med i år.
- Det er en stor mængde af kulisser og grej der skal gøres klar, og der har vi heldigvis de mange frivillige som har været i gang med forberedelserne hele vinteren og foråret. Hegnet omkring pladsen, kom op for et par uger siden, og det er med til at indramme hele pladsen, så den pludselig emmer af en atmosfære, som den slet ikke kan til daglig. Hegnet indhegner på en måde hele historien, og fremhæver hele den fine stemning fortæller Jan Michael Madsen
Der satses i år stort på at gøre hele området til en levende formidling som kræver en delagtiggørelse af gæsten. Man kan blandt andet tage på sporet af Tordenskiold ved at følge et skattekort rundt på området. Der bliver opført en kæmpe skibsattrap der viser et tværsnit af et historisk skib med kanoner. Skibet er hver lørdag kl. 14.00 en vigtig deltager i et søslag på området med kanonbrag, optog og skuespil.
- Vi har fra arbejdet med Tordenskioldsdagene i over 20 år opbygget en stor viden om hvad der skete den gang i 1717, og har gennem årene opbygget en stor mængde rekvisitter og kulisser. Nu bringer vi det hele i spil, i en sommerattraktion der engagerer hele familien og giver en vigtig viden om vores historie.
- En af de store opgaver for vores frivillige har været at bygge et ”historie-kompas” i træ midt på pladsen. Når man står på kompasset, kan man navigere tilbage i tiden til 1717. Derudover bygges der en børnekanon skydebane, og en lille fiskerklynge, hvor man hver dag kan købe tørrede Jyder. Hver torsdag og fredag kl. 14.00, vil man kunne høre verdensbandet Norheim og Madsen, griner Jan Michael Madsen, der som de fleste er bekendt med, er ”Madsen” i duoen.
Norheim og Madsen vil også underholde hver lørdag i gågaden, hvor de vil være i ledtog med en del soldater, som vil skabe den autentiske 1717 stemning.
- Jeg kan godt love at Tordenskiolds By bliver en attraktion af en art, som Frederikshavn ikke tidligere har haft fortæller Jan Michael Madsen.