Knallert-succes indtager byen igen
Knallert-entusiaster fra hele landet kan allerede nu sætte kryds i kalenderen 6. og 7. september næste år, hvor Skagen igen kommer til at stå i blå os og benzinens tegn.
Skagen Kultur- og Fritidscenter, som arrangerede den første succesfulde knallertfest i september i år med Peter Ingemann i front på sin Puch Monza Juvel, har netop meldt ud, at de gentager successen næste år.
- Vi har kun hørt positivt fra byen og erhvervet og fra knallertkørerne, som synes, det var noget af det fedeste, de havde været med til. Og summen af det gør, at vi næsten ikke synes, vi kan tillade os ikke at prøve det af en gang mere og se om det også kan holde uden en Peter Ingemann i front, siger Christian Mose Sørensen fra Skagen Kultur- og Fritidscenter.
De tilbagemeldinger, som arrangørerne har fået fra knallertkørerne, har ikke handlet om Peter Ingemann, så derfor tror Christian Mose Sørensen også på, at knallertfesten kan klare en gentagelse, også uden tv-kendissen.
- Der er rigtig mange, der har spurgt, om vi ikke nok kunne gøre det igen, siger Christian Mose Sørensen.
Gentager successen
Og knallertfesten i Skagen i september i år blev da også en stor succes med små 3000 knallerter i parade gennem en skyfri Skagen by til Grenen og efterfølgende 1700 knallert-entusiaster til fest i kultur- og fritidscenters hal og udendørs festområde.
- Nu har vi prøvet det før, og vi ramte plet første gang med konceptet og opsætningen, hvilket vi jo ikke kunne vide på forhånd, siger Christian Mose Sørensen og glæder sig til at begynde at arbejde på detaljerne til næste års træf.
- Der bliver selvfølgelig lidt justeringer, men hvad de præcist bliver, kan jeg ikke sige noget om endnu, siger han og satser på at kunne give knallertfolket en endnu bedre oplevelse næste år.
Knallertfesten 2024 finder sted den 6. og 7. september i Skagen.