Klovnen sat på pause
Cirkus Arena kommer med ny forestilling om klovnen, der ikke var brug for
FREDERIKSHAVN: Rapperen Clemens står bag Cirkus Arenas nye eventyr om Klovnen og Kronprinsen, der tager Frederikshavns børn og voksne med på en magisk cirkusrejse i jagten på den tabte tåre.
Det sker onsdag 16. maj og torsdag 17. maj, begge dage kl. 17, i det store rødgule cirkustelt på cirkuspladsen ved Knivholt.
- I år har vi givet bolden videre til Clemens, som har skabt en helt nytænkt cirkusforestilling med eventyr og nyskrevne rap- og popsange. Clemens har fortsat den eventyrstil, vi indledte med sidste års forestilling.
- Det er stort at opleve, når alle mellem 2 og 99 år kan samles om den samme oplevelse, siger cirkusdirektør Benny Berdino.
Eventyret handler om pauseklovnen der fyres fra cirkus, da ingen længere har brug for pauser i deres travle hverdag. Pauseklovnen rejser derfor ud i verden, hvor han besøger sine artist-venner for at finde et nyt talent.
Clemens medvirker desuden selv som klovnen og deler konferencierrollen med Cirkus Arenas egen kronprins Patrick Berdino, der sætter en eftersøgning i gang efter den forsvundne pauseklovn.
Siden Clemens som barn havde en plakat med Cirkus Arenas klovn hængende på sit værelse, har han altid haft lyst til at lære figuren at kende.
- Jeg har altid undret mig over, hvorfor klovnen, der pryder Cirkus Arenas plakater, ikke er med i forestillingerne. Jeg besluttede derfor, at jeg ville præsentere publikum for klovnens historie. Inspireret af de børnebøger, jeg har læst højt for min søn, har jeg blandet den gode historie og det, jeg kan fra musik- og teaterverdenen, ind i cirkusforestillingen. Så vi både får hits til store og små, en spændende fortælling og blændende numre fra årets imponerende artister, siger Clemens.