Klar til 95 nye børn
Golfparken: Den nye dagsinstitution åbner 1. juni
Den er knap færdig den nye daginstitution i Golfparken i Frederikshavn, men tirsdag 1. juni slår medarbejderne dørene op for de første børn, der kan flytte ind i de lokaler, der allerede er klar til liv og leg.
Der venter en ny hverdag i nye omgivelser for 11 vuggestuebørn og 27 børnehavebørn, som kommer fra tre eksisterende daginstitutioner i området: Spilloppen, Spiren og Humlebien.
- Vi prioriterer det gode børneliv og derfor sikrer vi flere hænder til at tage sig af børnene, så vi får de bedste rammer for en tryg og udviklende hverdag med plads til leg og læring, understreger Anders Brandt Sørensen, der er formand for Børne- og Ungdomudvalget.
Den nye daginstitution er normeret til 95 børn.
Den er indrettet i fem mindre afdelinger med hver sin indgang.
- Vi forsøger på alle måder at indrette hverdagen i de nye omgivelser, sådan at det nære er i det store.
- Det gælder den fysiske indretning, og det gælder i høj grad den pædagogiske praksis.
- Børnene skal opleve en tryg hverdag med nærværende voksne, pointerer Gitte Højbjerre, dagtilbudschef i Frederikshavn Kommune.
Naturen og muligheden for fysisk aktivitet er tænkt ind i det nybyggede træhus, der er forsynet med to motorikrum – et til vuggestuebørnene og et til børnehavebørnene.
Natur og bevægelse bliver på denne måde en naturlig del af hverdagen i den nye daginstitution, hvor personalet glæder sig til at tage imod de første børn:
- Hele personalegruppen går ind i det her med energi og lyst til at skabe gode, nære relationer til børnene og et stærkt samarbejde med forældre og kolleger. Vi skal alle lære vores nye hus og hinanden at kende, og vi er meget bevidste om, at vi skaber en tryg hverdag med børnene ved, at de oplever nærværende voksne og tid til fordybelse, siger Julie Tvilling Jensen, afdelingsleder, dagtilbudsdistrikt Øst.
Hun og hendes medarbejdere har en fleksibel tilgang til at skabe en hverdag, der fungerer for både børn og voksne.
- Både børnene og deres forældre kan være med til at præge måden, institutionen skal fungere på.
- Vi tør godt at gøre tingene på nye måder i en ny dagligdag.
- Vi vil tage udgangspunkt i børnenes verden, så vi kan godt finde på at lave om på ting, som vi voksne har bestemt.
- Er en gruppe børn i en god leg, så afbryder vi den ikke, fordi der er frokost, men vi sørger selvfølgelig for, at de spiser på et andet tidspunkt, fortæller Julie Tvilling Jensen.
Der er stadig plads til flere børn i den nye daginstitution i Golfparken.