Kirkeorgel fylder 40 år - nu fortæller skaberen historien bag det
Sæby Kirke inviterer til en aften med orgelbygger Peter Christensen og organist Henrik Strøm
I anledning af, at Sæby Kirkes orgel fylder 40 år, kommer orglets skaber Peter Christensen til Sæby og fortæller om orglet. Det sker tirsdag 31. oktober kl. 19.30 til 21.45.
Alle er velkomne ved sogneaftenen, der foregår i kirken i Sæby.
Peter Christensen har, som søn af orgelbygmester Bruno Christensen, fået kærligheden til orgler og orgelbyggeri ind med modermælken. Efter Bruno Christensens død har Peter Christensen videreført firmaet i faderens ånd - og det vil sige med en utrolig sans for fine tekniske løsninger og ufravigelige krav til den håndværksmæssige kvalitet. Desuden er Peter Christensen en dygtig intonatør. Det betyder, at han er specialiseret i at arbejde med orglets klang.
- Der findes ikke mange mennesker i Danmark med en så omfattende viden og erfaring med orgler - og som så engageret kan fortælle om den mindste skrue i orglet, som det er tilfældet med Peter Christensen, skriver arrangørerne om arrangementet.
Ved denne sogneaften vil blandt andet kirkens tidligere organist Henrik Strøm spille en lille koncert for at demonstrere orglets klanglige muligheder, ligesom det vil være muligt ved selvsyn at komme op på pulpituret og besigtige orglet.
Alle er velkommen til en spændende aften i Sæby Kirke, hvor der undervejs vil være en let forplejning.