Kig forbi: Nordic Dart Festival dobler op på deltagerne
Lørdag 30. oktober holdes der Nordic Dart Festival i Arena Nord, hvor flere garvede dartspillere mødes for at dyste i deres foretrukne sportsdisciplin.
Festivalen beyder blandt andet på et nationalt dartstævne, som er stablet på benene af Frederikshavn Dart Club i et samarbejde med Arena Nord.
Til det nationale stævne vil der være turneringer inden for bl.a. herre- og damesingle, hvilket fordeler sig over seks forskellige rækker – Herre A, Herre B, Dame A, Dame B, C-rækken samt Para-dart.
Det er ikke første gang, at stævnet skal afvikles, men i år har arrangørerne mødt ekstra stor opbakning i forbindelse med forberedelserne til stævnet.
Sammenlignet med forrige afviklinger, har arrangørerne modtaget dobbelt så mange tilmeldinger til stævnet i år.
Fredag aften vil der også selv være mulighed for at kaste med pile, når Arena Nord afholder ”Warm Up Doubles”, hvor alle kan være med.
Her opstiller Arena Nord nogle dart-baner, hvor alle interesserede kan melde sig til.
Det koster 20 kroner pr. spil, pr. deltager at tilmelde sig Warm Up Doubles.
Der vil være gratis entré til dem, som kunne have lyst til at overvære dart-turneringerne eller selv tage et spil dart fredag aften. Selvom stævnet ligger i samme weekend som Arena Nords andre festivaler; Nordic Brew Festival & Nordic Ink Festival, hvor der ellers skal betales entré, vil det være gratis at besøge Nordic Dart Festival.