Julemarked er tilbage efter to års corona-pause
I weekenden 3. og 4. december danner Knivholt Hovedgård igen rammen om det store julemarked, der er kendt for at tiltrække gæster fra hele landsdelen. Forberedelserne har været i gang længe, og alle glæder sig til, at det nu igen er muligt at holde julemarked. Det er 20 år siden Knivholt afviklede sit første julemarked, men på grund af coronaen er dette års julemarked kun nummer 18 i rækken.
Som tidligere vil der være salg af juletræer og masser af boder både på gårdspladsen og i de to lader, lige som herregårdens værksteder vil være åbne. Der bliver café og mange muligheder for at smage på julen. For børnene bliver der i år en ny aktivitet, nemlig Nissejagt, hvor de drilske nisser har gemt sig rundt omkring på den gamle herregård.
I østre lade vil Frederikshavn Mandskor synge julen ind sammen med alle, der har lyst til at synge med eller bare lytte på de kendte sange.
Der er gratis adgang til julemarkedet, men kommer du i bil, er der en parkeringsafgift på 30 kr.