Billede beskrivelse

Jonas fortæller om sin hjælp til ukrainerne

Kulturcenter Vendsyssel danner ramme om foredrag

16. oktober 2023 kl. 12.01

Det handler om hjælp til ukrainere, når Jonas Holdensen 8. november gæster Netværkscaféen under baptistkirken i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing.

Jonas Holdensen er oprindeligt fra Hørby - men bor i dag i Aalborg. Ved fyraftensmødet fortæller han om sine oplevelser med Ukraine-krigen.

I over et år har Jonas Holdensen sat alt ind på et hjælpe ukrainere på flugt fra krigen - og på den baggrund fik han i foråret et skulderklap på 10.000 kroner og en ærefuld pris - "Tag Ansvar-prisen" - fra Lederne i Himmerland.

- Det betyder utrolig meget, siger Jonas Holdensen om prisen.

Fra Lederne i Himmerland siger afdelingsforperson Søren Samuelsen sådan her om Jonas Holdesen:

- Han har gjort en forskel for rigtig mange ukrainere. Det ville vi gerne påskønne. Han lever virkelig op til dét at tage ansvar og er én, der tyr til handling og gør noget ved det. Han har tilsidesat rigtig meget for at understøtte den her indsats.

Havde kontakt til Ukraine

Jonas Holdensen havde for 17 år siden et semester i Ukraine, og det var vennerne fra dengang, der kontaktede ham og bad om hjælp til at modtage flygtninge, da krigen brød ud.

Her trådte Jonas Holdensen til og startede siden projekt "HURT - Help Ukrainian Refugees To Denmark", som siden har hjulpet 400 flygtende ukrainere til Danmark.

Jonas Holdensen er glad for prisen for sit arbejde - men samtidig vil han gerne dele æren med de "mange andre, der er med på rejsen".

- Der er mange, der ofrer sig for at få det til at lykkes. Og dét, at der er nogle, der ser det og påskønner det – også nogle, man ikke lige havde forventet gjorde det - det betyder utrolig meget, siger han og fortsætter:

- Jeg er stolt over, at vi lykkes med sådan et projekt.

Arbejdet er udviklet

Efterhånden er det frivillige arbejde gået fra at hjælpe ukrainere til Danmark til at støtte ukrainere i Danmark. Men behovet for det er ikke længere så stort, som da krigen sidste år brød ud.

Til gengæld har energikrisen haft konsekvenser for mange, og derfor overvejer Jonas Holdensen lige nu, om han kan træde til hos andre grupper, der har det hårdt i Aalborg.

- Vi er begyndt at få henvendelser fra danskere, der har så stramme budgetter, at de ikke kan få vintertøj til børnene, siger han og fortsætter:

- Det er mennesker som dig og mig, men som er enormt pressede af nogle livsbegivenheder eller stram økonomi.

Og fordi han har set styrken i de frivillige kræfter mener han, at der er muligheder for at hjælpe de mennesker, der er "ramt i livet, hvor det gør ondt".

- Jeg har set den motor, det er, når frivillige slår ring om dem, der har det svært. Det kan noget meget effektfuldt, slutter Jonas Holdensen.

Arrangementet 8. november finder sted mellem klokken 17.30 og 21.00. På grund af spisning på aftenen er det nødvendigt med tilmelding inden 5. november. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste