Privatfoto
Det sker

Jens Galschiøt på Frederikshavn Kunstmuseum

20. juli 2021 kl. 16:56

Sommerudstillingen på Frederikshavn Kunstmuseum er med den verdenskendte kunstner, Jens Galschiøt, og hedder ”Gentagelsens anatomi”.

- Udstillingen er en tankevækkende og nærmest spirituel undersøgelse af gentagelsens anatomi og menneskets vilkår - det er en blanding af skulptur, installation og, det kunstneren kalder, en løftet, humanistisk og kærlig ”fuckfinger” til alle de ting i verden, der gør mennesket ansigts-, navn- og stemmeløst.

- Jens Galschiøt er som kunstner både 100% politisk og - paradoksalt nok -fuldstændig apolitisk: Hans klare formål med livet og med sin kunst er intet mindre end ”at bekæmpe al uretfærdighed i verden”, hvilket man må sige er en ulige kamp på mange fronter, lyder det fra museet.

I kampen for retfærdighed er Galschiøt da heller ikke bleg for at tage nogle omgange i bokseringen med denne verdens overgreb, racisme, krige, fattigdom, slaveri, vold og meget andet fra det globale syd, som vi ikke har så meget berøring med i denne del af verden, men som eksempelvis migrant- og børnearbejdere i Qatar, Dubai og Congo har som primært indhold i tilværelsen.

Privatfoto

- Vi glemmer det i en travl hverdag, når koteletterne skal vendes på grillen, men Jens Galschiøt glemmer ikke noget som helst. Den gode hukommelse gør, at det er umuligt for ham at vende den anden kind til. Han kan ikke kigge væk, fordi som han siger: ”Ligeså snart man vender sig bort, har man tabt”.

Jens Galschiøt er altid kontroversiel og blev verdenskendt for sine happenings ved større begivenheder rundt omkring i verden.

F.eks. havde Galschiøt, i forbindelse med klimatopmødet i København, opsat en skulptur ”Survival of the Fattest” ved siden af ”Den Lille Havfrue”. Blandt kinesiske dissidenter er han blevet en folkehelt som følge af sit værk ”Pillar of Shame”.

Man møder som regel kunstneren i det offentlige rum og i forbindelse med større begivenheder, hvor han placerer sine klassiske bronzeskulpturer i urbane settings og i politisk-ideologiske hvepsereder, udstyret med (bedragerisk) sigende titler og udsagn. Han er på samme tid installatorisk og happening, street og monumental, skamfuld og håbefuld, symbolistisk og aktivistisk og meget andet modstridende.

Udstillingen slutter d. 21. august.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu