Billede beskrivelse

Jakob gentager successen med Kim Larsens band

25. juli 2023 kl. 09.26

Torsdag den 27. juli gæster Kim Larsens gamle band igen den populære Jakobs Café i Skagen. Det sker i et arrangement med 3-retters menu og efterfølgende koncert.

I februar fik Jakob Sund fra Jakobs Café helt ekstraordinært lokket Kim Larsens gamle firserband, Bellami, helt til toppen af landet for at give koncert med Lune Carlsen i forgrunden.

Stor succes sidst

- Det var en stor succes sidst de var her, og de har faktisk selv spurgt om de måtte komme tilbage. De ville rigtig gerne også give en sommerkoncert i Skagen, og det kunne jeg ikke sige nej til, siger Jakob Sund fra Jakobs Café, som håber på en lige så god oplevelse som sidst, hvor både band og publikum ifølge restauratøren var vilde med den stemning og dynamik som arrangementet med mad og koncert gav.

Billede beskrivelse

- Helt ærligt, så stod folk med åben mund og polypper sidst. Fordi det er så godt gengivet. Hele bandet - og især Lune Carlsen - ligger så tæt op af originalen, at man bliver ført direkte tilbage til den tid, hvor sangene kom, fortæller Jakob Sund, om koncerten i februar, som var helt udsolgt.

Mad og musik

Arrangementet torsdag aften på Jakobs Café begynder med en Salat Caprese af friske tomater, mozzarella og let marinade toppet med skagenskinke og frisk basilikum. Herefter kan man sætte tænderne i bøf af amerikansk velhængt oksemørbrad med pommes frites og bearnaise. Menuen afsluttes med en jordbærdessert, inden koncerten begynder klokken 21.30.

Det er i år præcis 40 år siden, at Danmarks mest sælgende album, nemlig Kim Larsens "Midt om natten", udkom, og Bellami har flere perler fra både det album og efterfølgeren "Forklædt som voksen" på repertoiret torsdag d. 27. juli i Skagen, så der er nok garanteret fællessang på numre som "Jutlandia", "Midt om natten" og "Familien skal i skoven".

Koncert og 3-retters menu koster 795,- og link til billetter kan findes på Jakobs Cafés hjemmeside og facebookside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste