Herreklubben holder åbent hus
SÆBY: Lørdag den 2. november fra kl. 10.00 – 15.00 holder Herreklubben åbent hus, for at fremvise deres nye reparationscafe, hvor Danish Crown har stillet et hus til rådighed til mændene. Det foregår i det gule hus på Wenbovej 7.
Selvom det er en ren herreklub, så har kvinder i dagens anledning også fået foretræde, og fremadrettet vil reparationscafeen være åben mandage fra kl. 10-12, hvor man kan komme og indlevere mindre apparater til reparation.
Forudsætningen for at få repareret en genstand er, at alt er rengjort, tømt for affald, og at produktet ikke fortsat er under garantiperioden, og imens mændene undersøger apparatet og vurderer, hvorvidt de kan afbøde problemet, bydes der på en kop kaffe.
- Tidens ånd er genbrug, og det er netop hensigten med cafeen, hvor områdets borgere kan komme med deres mindre maskiner, knækkede ledninger og lignende, og få det repareret mod betaling af materialeprisen. Folk må ikke forvente at få varerne med hjem straks, da vi ikke er lagerførende med reservedele, men er det en knækket ledning, finder vi nok løsningen straks, udtaler Ole Berg.
Ole Berg er tovholder og ophavsmand til Herreklubben, hvis formål var og er at etablere et mødested, hvor mænd kan mødes til aktiviteter med fælles hygge, foredrag og virksomhedsbesøg, med henblik på at styrke sociale relationer og fællesskabsfølelsen og derved modvirke ensomhed.
- Det er til fulde lykkedes, for vi har registreret 60 medlemmer, og der har deltaget omkring 30 medlemmer i de seneste arrangementer, og der kommer løbende nye medlemmer til. Programmet er afvekslende, og deltagerne melder til efter interesse og lysten til at deltage, fortsætter Ole Berg.
Og at medlemmerne er aktive vidner det seneste tiltag også om, for en del af Herreklubbens medlemmer har hænderne rigtigt skruet rigtigt på, og da de fik ideen om at etablere reparationscafeen, og det samtidig blev muligt med Danish Crowns håndsrækning, så blev det straks iværksat. Herreklubben er for alle mænd, og det kræver således ikke medlemsskab af Ældre Sagen for at være med.