Her er der filmfremvisning under åben himmel
SKAGEN: Lørdag d. 24 august kan man få sig endnu en særlig oplevelse ved Det Grå Fyr. Denne lørdag vises nemlig den gribende danske film ’Synkefri’ under åben himmel.
Filmen ’Synkefri’ er baseret på virkelige hændelser, der fandt sted i Hirtshals tilbage i 1981. I en tragisk ulykke mister 9 mennesker livet i et skibsforlis. Myndighederne placerer ansvaret for ulykken hos styrmanden på fiskekutteren, men hans 17-årige søn Henrik nægter at acceptere denne konklusion. Han kæmper for at finde sandheden og forsøger at opklare den egentlige årsag til ulykken for at rense sin fars navn. En hård kamp, hvor han er oppe imod både byens fiskere, myndigheder og den dybtliggende kultur, hvor det er bedre at tie end at tale.
En stærk og rørende film, der ikke vil blive mindre intens af at blive set ved Det Grå Fyr med lyden af bølgerne i baggrunden. ” Med denne visning ønsker vi at skabe nye og spændende oplevelser for vores besøgende og udvide vores tilbud til endnu flere brugere af Det Grå Fyr. Vi har valgt at afholde arrangementet udendørs, da vi tror på, at naturen omkring os spiller en afgørende rolle i at forstærke de oplevelser, vi skaber”, udtaler Centerleder ved Det Grå Fyr, Jens Fick.
Filmvisningen er blot et af flere arrangementer ved fyret denne sommer, som har givet liv til fyrets områder uden for den normale åbningstid. ”Sommeren har allerede budt på en række vellykkede koncerter i Fyrhaven og omkring Fyrtårnet, og vi glæder os til at fortsætte denne positive strømning med en uforglemmelig filmoplevelse.”
Til filmfremvisningen tilbydes forskellige filmpakker, hvor man udover sin billet også kan få mad og drikke med i købet. Maden står restaurant Blink for og til denne aften sørger de for smagfulde landgangsbrød og diverse drikkevarer.
Filmen begynder lørdag d. 24. august 2024 kl. 20.30. Billetter og filmpakker kan købes via Det Grå Fyrs hjemmeside.
Medbring gerne et tæppe og en stol og husk en sweater – det kan godt blive koldt efter solnedgang.