Billede beskrivelse

Henriks vinfestival kører på 3. år

24. maj 2024 kl. 12.54

SKAGEN: Forventningens glæde lyser ud af øjnene på sommerlier, vinimportør og indehaver af Vin, Sprit og Delicentralen i Skagen, Henrik Tachau, når han snakker om sin årlige vinfestival. På samme måde, som når vi andre skal mødes med gamle venner eller ser frem mod en længeventet ferie, så kribler det i fingrene på Henrik for at tage hul på sin to-dages fejring af vin og alt hvad dertilhører.

- Vi åbner stort set alle vine i vores sortiment og giver mulighed for, at man kan smage på de over 300 vine fra vores i alt 65 leverandører. Derudover vil 20 af vores leverandører være fysisk tilstede på festivalen, så der bliver rig lejlighed til at lære både vinene og vinhusene rigtig godt at kende, fortæller Henrik Tachau.

Billede beskrivelse

Og netop det personlige møde er – udover vinen – omdrejningspunktet for vinfestivalen.

- For både gæster og producenter er der en helt særlig stemning og der bliver knyttet bånd på kryds og tværs. Flere af vores producenter har efterfølgende dannet nye partnerskaber, hvor de deler deres viden og erfaringer. Vi oplever også, at vores kunder i butikken ændrer deres vinpræferencer, efter de har mødt vinproducenterne og hørt deres historier, fortæller Henrik Tachau.

Man skal ikke have været i rum med Henrik Tachau i mange minutter, før man mærker hans passion for, glæde ved og store viden om vine og delikatesser. Det er denne glæde, han gerne vil give videre til de besøgende på festivalen.

Billede beskrivelse

- Vin er sjovt. Det er spændende. Og der er masser af gode historier, vi gerne vil fortælle. Mest af alt vil vi gerne snobbe det ned. Vin er for alle og vi glæder os til at smage, snakke og hygge os igennem festivalen, afslutter Henrik og er hurtigt videre til arbejdet, for der er nok at se til med en festival lige på trapperne.

Udover vin vil der på festivallen også være en madafdeling, hvor Vin, Sprit og Delicentralens egen kok Morten Nørgaard Christiansen samt restaurant To Takt fra Frederikshavn vil lave småretter, og hvor der også kan smages på udvalgte delikatesser.

Billede beskrivelse

Om fredagen kan man deltage i mini-masterclasses med vinskribent Rene Langdahl Jørgensen om udvalgte vine og vindistrikter.

Vinfestivalen løber af stablen fredag d. 14. juni kl. 16.00-20.00 og lørdag d. 15. juni kl. 12.00-16.00 i Skagen Kultur- og Fritidscenter.

Billetterne kan købes hos Toppen af Danmark og i Vin, Sprit og Delicentralen, og koster 325 kr for en enkelt dag og 495kr for en partout-billet til begge dage.

Følg Skagen Vinfestival på facebook eller instagram for løbende informationer om festivalen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste