Billede beskrivelse

Håndvask i stedet for sprit

Finn Jensen Eftf. laver mobile håndvaske der blandt andet bruges i Meny

19. april 2020 kl. 08.12

SÆBY: VVS-firmaet Finn Jensen Eftf. har kastet sig over en ny niche forårsaget af coronakrisen.

Idéen opstod kort efter nedlukningen af samfundet og det øgede fokus på håndhygiejne.

- Vi brugte en masse sprit, men det tager hårdt på hænderne. Så kom vi sammen med en af vores leverandører på den idé, at vi kunne lave håndvaske til nogle af de steder, hvor mange mennesker kommer, siger Morten Sørensen, medejer af Finn Jensen Eftf.

Tanken med de mobile håndvaske er, at de skal kunne bruges i supermarkeder, skoler og institutioner.

I første omgang er det Meny i Sæby, der har fået en mobil håndvask til butikkens kunder.

- Kunderne har taget virkelig godt imod den nye håndvask. Faktisk har flere spurgt til, om vi ikke vil beholde vasken, når alt det her er overstået. Så det gør vi, siger købmand Claus Karlsen om håndvasken, der har fået sin placering tæt på indgang ved indkøbskurvene.

Finn Jensen Eftf. kan lave de mobile håndvaske, så de passer til kundernes behov. Det betyder, at der ikke behøver at være rindende vand eller afløb, der hvor vasken sættes op.

Derudover er håndtørrere og armaturer med sensorer - altså berøringsfri - således at kunderne ikke skal være i berøring med kontaktflader, hvor der potentielt kan være smitte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste