Billede beskrivelse

Gratis træningsmulighed: Vil vi ud - ud under åben himmel

Sportscenter Nord inviterer alle til gratis udetræning

17. marts 2021 kl. 13.45

FREDERIKSHAVN: Sidder man fast i sofaen, fordi træningscentret er lukket, er der ingen undskyldning længere. Sportscenter Nord, har nu startet udendørs træning foran centret, og alle er inviteret til at deltage gratis på et af holdene - selvfølgelig med holdbegrænsning på 25 personer.

Billede beskrivelse

- Jeg er bange for at der er lange udsigter for fitnesscentrene inden vi får lov at komme i gang, og derfor tænkte jeg at vi måtte gøre noget. Den første nedlukning var anderledes. Der kom det gode vejr, og der var der en energi til at komme igennem det, man troede var en kort periode. Nu har det været en lang, mørk og kold vinter og man gider bare ikke online træning længere.

- Det er svært at blive ved med at motivere sig selv, og man tager måske lidt på i vægt, bliver doven og stiv i kroppen og det påvirker humøret. Jeg fik så mange henvendelser fra medlemmer der tørstede efter motion og at komme ud blandt andre. Derfor har vi startet de her udendørs hold, da vi heldigvis har muligheden foran centret og i områderne omkring os fortæller Susanne Christiansen, der er daglig leder i Sportscenter Nord.

Billede beskrivelse

Træningen er ikke kun forbeholdt centrets medlemmer, men alle er inviteret til at deltage.

- Vi håber selvfølgelig at vi får vores medlemmer i gang, så de også er her når vi får lov at åbne centret igen. Samtidig har vi inviteret alle til at træne med, da vi ved at det ikke er alle centre i byen, der har muligheden for at lave udendørs træning.

- Det er ikke for at kapre medlemmer, men for at give dem der savner at røre sig, muligheden for at komme i gang. Det er vigtigt for vores sundhed, at vi kommer i gang – både den fysiske og den psykiske.

- Det har været så fantastisk at se alle de glade mennesker ved de første træninger, og vores hold har været fuldtegnede.

Billede beskrivelse

- Vi har indtil nu kørt med Zumba-, Tabata- og Crossgymhold, og vi har planer om at starte et Boxfit hold fortæller Susanne.

Vejret i marts måned er ikke altid en medspiller, men det skal være meget skidt vejr, for at træningen stoppes.

- Hvis det virkelig styrter ned eller blæser voldsomt aflyser vi.

- Men ellers prøver vi at gennemføre træningerne. Vi arbejder dog på muligheden for at få lavet en overdækning fortæller Susanne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste