Gratis adgang: Badminton i verdensklasse i Skagen
For første gang siden VEB, Vendsyssel Elite badminton, i april i år løb med sejren som danske mestre, spiller holdet i Skagen.
Det gør de torsdag d. 10. november klokken 19.00 i Skagen Sportscenter i en holdkamp mod Odense, som led i årets turnering i Badmintonligaen.
Gratis indgang, øl og vand
Og på grund af den flotte sejr i foråret giver en af klubbens hovedsponsorer, Sparekassen Danmark, gratis øl og vand og sørger for gratis entré til tilskuerne i hallen.
- Det er faktisk ret sjældent, at vi har sådan en kamp her i Skagen - og så netop i året, hvor vi også har taget danmarksmesterskabet hjem, siger formand for Vendsyssel Elite Badminton, Jan R. Jensen, som tror på, at det bliver en stor aften i badmintonhallen.
Og det er da også et stykke tid siden, at badmintonholdet sidst har spillet på hjemmebane i Skagen. Sidst var i 2019.
Normalt er det Arena Nord i Frederikshavn, der fungerer som hjemmebane.
- Men VEB består jo af badmintonklubberne i Skagen, Frederikshavn og Hjørring, så med jævne mellemrum spiller vi andre steder end Arena Nord. Vi glæder os til kampen i Skagen og håber på fuldt hus og god stemning, siger formanden.
VEB skal forsvare mesterskabet
Og turneringen er ekstra spændende i år, da Vendsyssel Elite Badminton skal forsvare mesterskabet, som de vandt i foråret.
- Der er store forventninger til os i år, og det er en ny position at være i. Alle vil gerne slå os, og vi kan ikke underspille det længere. Det skal vi lige finde os selv i, siger Jan R. Jensen.
Da VEB i foråret løb med DM-guldet var det første gang nogensinde for VEB og første gang i 34 år, at pokalen gik til et jysk hold.
I årets turnering, hvor der indtil videre er spillet fire kampe, ligger VEB på nuværende tidspunkt nummer fire, to points fra nummer et.
Beholder VEB pladsen i top 4 gennem turneringen, er der som minimum sikret semifinalekamp i foråret.
Badminton i verdensklasse
Det er badminton i verdensklasse, som publikum kan opleve i Skagen Sportscenter. VEB anføres af Mathias Christiansen og hollænderen Robin Tabeling, som ligger nr. 11 og 14 på verdensranglisten i mixeddouble.
I herresingle råder VEB over Victor Svendsen og Magnus Johannesen fra Hjørring og Brønderslev, som begge bor i København og er en del af forbundstræningen i Brøndby Hallen. Victor Svendsen (nr. 50 i verden) kommer med en frisk turneringssejr fra Czech Open.
I damesingle er Beiwen Zhang desværre skadet, men til gengæld råder VEB i Kirsty Gilmour over nr. 28 på verdensranglisten.