Billede beskrivelse

Gitte inviterer alle ind i sin imponerende have

07. august 2022 kl. 06.44

Kom forbi og besøg Gittes haveunivers ved Jens og Gitte på Banevej 29 i Sæby i weekenden 13. og 14. august.

Sådan lyder opfordringen og invitationen fra Gitte Nielsen, som uddyber:

- Her kan du opleve en stor villahave med mange spændende planter og detaljer, og stier, der snor og bugter sig skjult bag beplantningen ud mod en stor plæne. På din vej møder du det ene nye haverum, havehus og oplevelse efter det andet. Som en gæst har beskrevet:

"Som en fantasifuld rejse gennem en hel perlerække af spændende og stemningsfulde, kreative og fantastisk gennemførte rum”.

Du vil blandt andet møde både strandhave, alpinbede, bålplads, lille troldeskov, pottehus, karlekammer, mange sjældne planter såsom fligbladet kastanje, fligbladet eg, 2 meter høj kæmpe lilje og så videre- og ikke mindst en stor samling af Hosta.

Haven er under konstant forvandling, og lige pt. er det forhaven, der er ved at blive lavet om. Der er både kaffe, te og kage, som man kan tage med ud og nyde på en af havens mange siddepladser.

Man er velkommen begge dage mellem klokken 10 og 16.

Havefestival i 200 private haver

Haven gør godt for både krop og sjæl - det ved de fleste haveejere. Når Haveselskabet igen holder sin årlige havefestival i weekenden 13.-14. august, er der rig mulighed for at tanke godt op på haveglæden og hente inspiration til haven.

Billede beskrivelse

Her sætter ikke mindre end 200 Haveselskabs-medlemmer nemlig ”Åben have ”-skiltet op ved havelågen. Det betyder, at du er velkommen til at kigge indenfor.

Havefestivalen med de åbne haver er en fast tradition i Haveselskabet. En tradition, som lever i bedste velgående. Måske fordi den banker i takt med Haveselskabets hjerte: At skabe fællesskab mellem haveejere, at formidle viden om haven og at give så mange som muligt haveglæde og gode oplevelser i haven.

Du kan besøge Havefestivalens åbne haver, selv om du ikke er medlem af Haveselskabet. Årets åbne haver kan ses i Haveselskabets app eller på www.haveselskabet.dk/havefestival.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste