Frivillig Fredag for fuld skrue
Hvilke mål kan vi når, når vi skaber noget sammen - offentlige kræfter og frivillige kræfter side om side
FREDERIKSHAVN: Hvis nu vi slog pjalterne sammen, hvad kunne vi så skabe.
Sådan lyder det grundlæggende spørgsmål, når der er Frivillig Fredag i Frederikshavn 28. september.
- Vi har valgt at sætte særlig fokus på samskabelse. Alle er hjertelig velkomne til at være med og fejre dagen og høre om de mange spændende projekter og foreninger, som arbejder med samskabelse og aktiviteter, fortæller centerets leder Mariane Skadborg.
Dagen indledes kl. 14 med velkomst, som Mariane Skadborg står for.
Derefter er der oplæg om samskabelse ved analysekonsulent Malthe Lindholm Sørensen fra Center for Frivilligt Socialt arbejde.
Efter oplægget er der mulighed for at besøge de mange stande på Frivillighusets 1. etage og høre om de mange spændende initiativer, der er sat på skaft, Der er også mulighed for at nyde en kop kaffe og kage og lytte til Hedestuens Orkester.
- Vi er stolte af at være en del af det frivillige initiativ og samskabelse mellem det offentlige "skal-opgaver" og de frivilliges "kan-opgaver". Vi håber mange vil komme og høre om de spændende nye initiativer, siger Mariane Skadborg.
Repræsenteret på Frivillig Fredag er Barnets Blå Hus, som er et støtte- og behandlingscenter for børn fra familier i særligt vanskelige livssituationer, som er præget af rusmiddelmisbrug. Derudover kan man møde RAV, der er et åbent og u-visiteret tilbud for mennesker med let demens, deres familie og venner.
Alzheimer foreningen vil supplere med flere oplysninger, viden og erfaring for området.
Foreningen Sind er også repræsenteret med aktiviteter for børn og unge med særlige behov og aktiviteter for alle med foredrag og aktiviteter.
Også projektet "Frisk i Naturen" og projekt "Mandecafeen" melder sig under fanerne ligesom foreningen "Etableringshjælp til Voldsramte kvinder" vil være til stede.
Frivillig Fredag tæller også arbejdsgruppen for projektet " Kom videre kvinde" vil supplere med viden om nystartet kursusforløb og afholdt sommerferieophold og den nystartede forening " Kultur uden grænser" som vil fortælle om sit virke og
formål.
- Men der vil være endnu flere af vore trofaste foreninger, store som små, som vil fortælle om deres aktiviteter, såvel de kendte som de nye, siger Mariane Skadborg.
Frivillig fredag fejres i De Frivilliges Hus, Danmarksgade 12 fra 14-17,