Billede beskrivelse

Fra bondedreng på Lolland til journalist i Nordjylland

Jørgen Pyndt gæster Frederikshavn

11. april 2018 kl. 13.20

FREDERIKSHAVN: Det stod ingen steder skrevet, at Jørgen Pyndt skulle blive journalist. Men sådan gik det - selvom der ikke var tradition for at vælge den slags "mærkelige" leveveje i det lollandske bondesamfund, som han voksede op i lige efter 2. verdenskrigs afslutning.

Men en ubændig trang til at fortælle gode historier og beskrive samfundet omkring sig førte altså ind i journalistikkens forunderlige verden.

Om sin opvækst på en gård på Østlolland, om skolegang, fodbold, den første forelskelse og om opdagelsesrejsen som messedreng på de syv verdenshave fortæller Jørgen Pyndt, når han 18. april kl. 14,30 holder sit foredrag "Fra bondedreng på Lolland til journalist" i Onsdagsklubben i Sognehuset ved Frederikshavn Kirke.

Efter realeksamen kom Pyndt i mesterlære på Lolland-Falsters Folketidende, og da elevtiden var overstået gik turen til Aalborg og et job på det daværende Aalborg Stiftstidende.

I 1975 blev avisen og tryksværten skiftet ud med mikrofonen og sendefrekvenserne, da Jørgen Pyndt tiltrådte et job som reporter på Nordjyllands Radio.

Her blev han, efter mange år som reporter og studievært, programchef, inden han i slutningen af 90´erne skiftede til TV2/Nord for at arbejde som redaktionssekretær og studievært.

Her endte Jørgen Pyndt også i ledelsen som souschef og nyhedschef, inden han sluttede sin aktive journalistiske karriere af med at lave en serie meget populære og efterspurgte kulturprogrammer sammen med højskolemanden og forfatteren Bjarne Nielsen-Brovst, "En god historie".

Efter tiden på TV2/Nord har Jørgen Pyndt fået tid til at skrive bøger, og han har bl.a. udgivet populære og anmelderroste biografier om de to tidligere og meget markante nordjyske borgmestre, Henning G. Jensen, Aalborg, og Knud Størup, Hirtshals, samt en bog om Skagen Festival.

Senest har Jørgen Pyndt skrevet om sig selv, nærmere bestemt barndommen og opvæksten på Lolland i bogen "Lun luft & fedt ler", og der er flere bøger på vej.

Jørgen Pyndt er også kendt som formand for den store ord-, sprog- og litteraturfestival Ordkraft i Aalborg og som fast klummeskribent i Nordjyske Medier.

Så det er et aktivt og engageret menneske med en god historie at fortælle, der gæster Onsdagsklubben den 18. april fra kl. 14,30 og et par timer frem .

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste