Forventer stormløb på Ink og Brew festival

Stort forsalg i år tyder på mange besøgende i Arena Nord

23. oktober 2018 kl. 16.20

FREDERIKSHAVN: I 2017 blev der sat ny rekord ved Nordic Ink og Nordic Brew Festival i Arena Nord med 6.053 gæster.

Igennem årene har langt de fleste festivalgæster købt billet ved døren, men i år kan vi konstatere en stigning i billetforsalget med hele 50 procent siden sidste år.

I år er der i forsalget nemlig solgt 1.300 billetter, så noget tyder på at vi kan forvente rigtig mange gæster torsdag til lørdag, fortæller projektleder Dorthe Brassøe.

Nordic Ink Festival starter allerede på torsdag 25. oktober kl. 16.00, og kører til og med lørdag den 27. oktober kl. 20.00, mens Nordic Brew Festival først starter fredag den 26. oktober kl. 16.00 og slutter lørdag kl. 23.00.

På Nordic Ink Festival er der i alt 102 stande med mere en 200 tatovører fra hele verden. Der kommer tatovører fra Kina, Tyskland, Tyrkiet, Singapore, England, Norge, Sverige, Italien m.m.

Festivalen, som afholdes for 8. gang i Arena Nord, er den ældste tattoofestival i Danmark, og har en sjov forhistorie bag sig. Idéen blev nemlig i sin tid sået ved erhvervsseminaret Frederikshavn 2.0, hvor frisøren, Mette Espelin, foreslog, at vi skulle lave en tatovørfestival.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste