Billede beskrivelse

Formstærk revyjubilar

14. november 2021 kl. 07.01

ForårsRevy 2022 begynder netop i disse dage at tage sin endelige form.

Sceneholdet og instruktørteamet er i fuld gang med at læse og udvælge tekster og inden udgangen af november skal teksterne være helt på plads.

Og løftet er, at det sker i stærk form og som altid i en blanding af egenproduktion og tekster fra professionelle tekstforfattere.

Blandt de professionelle leverandører kan nævnes Leif Maibom, Vase&Fuglsang, Jan Svarrer, Carl-Erik Sørensen og Kjeld Torbjørn.

Af hjemmeproducerede tekster kan bl.a. nævnes ”Mødet”, der tidligere var kendt som ”Bænki”, men som i takt med at aktørerne i nummeret er skiftet ud, har haft forskellige titler.

Nummeret behandler, som altid, stort og småt i hele Frederikshavn kommune.

Ud over god humor, stærk satire, eftertænksomhed og velklingende musikalske numre, vil der i anledning af jubilæet selvfølgelig også være et tilbageblik på revyen – og verden – set gennem revyens 40 år gamle briller.

Traditionen tro er der de to lørdage, hvor der er opførelser, også mulighed for at få sig en svingom efter revyen.

Denne gang er det Ole Gravrok og duoen Lando og Trine, der spiller op på hver sin lørdag.

Revyen afvikles i dagene 11., 12., 16., 17., 18., og 19. marts 2022 på Hotel Hvideklit.

Billetsalget til ForårsRevyens 40 års jubilæumsrevy er i fuld gang, og en af dagene er allerede næsten udsolgt.

Man kan læse mere om arrangementerne for de enkelte dage og bestille billetter på www.foraarsrevy.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste