Forårstoner i Fladstrand
Byens gamle kirke er ramme om forårskoncert med Frederikshavn Bykor
FREDERIKSHAVN: Søndag den 27. maj kl. 16.00 er der forårskoncert i Fladstrand Kirke.
Programmet er lagt i stemmerne på Frederikshavn Bykor, der dirigeres af Dina Flyvbjeg Ledet.
Desuden medvirker organist Thomas M. Kursch.
Koncerten indledes med et præludium af Joh. Seb. Bach.
Derefter tager koret over med en madrigal af Orlando di Lasso.
Den komponist der bidrager med mest musik til eftermiddagens koncert er, Johannes Brahms.
Han var en af den tyske romantiks hovednavne.
Han var selv kordirigent i flere perioder, så det er ikke så mærkeligt, at han har skabt et større antal kompositioner og arrangementer for netop kor.
Det gælder ikke mindst uddrag af Brahms’ Marienlieder opus 22.
Teksterne til disse sange har Brahms fundet i den folkelige tyske tradition.
Teksterne er præget af den katolske Mariadyrkelse i dens mest folkelige form.
De er fulde af naivitet og spækket med allegorier og anakronismer.
Det er Frederikshavn Sogns Menighedsråd, der er arrangør af koncerten, der er henlagt til Fladstrand Kirke, da Frederikshavn Kirke som bekendt er lukket for tiden.
Der tages en entre til koncerten.