Billede beskrivelse

Forårsfestival genopstår på Danmarks top

15. februar 2023 kl. 14.33

I weekenden før påske, altså fredag 31. marts til søndag 2 april, bliver aktivitetsniveauet i Skagen sat et gear i vejret.

En række af byens spisesteder, overnatningssteder og musiksteder samt Toppen af Danmark er nemlig gået sammen om at genoplive den populære Skagen Forårsfestival.

Den har som så meget andet ligget stille under corona-pandemien. Men nu skal der atter være nogle festlige forårsdage i Skagen.

- Det er altid en særlig oplevelse at komme til Skagen uden for højsæsonen. Det ved vi, at rigtig mange gæster sætter pris på. Vi ved også, at mange planlægger at tilbringe påskedagene i Skagen, og hvorfor så ikke tage hele ugen med inklusive den forudgående weekend.

- Så får man en dejlig afslappende påskeferie, og med Skagen Forårsfestival bliver der mange gode oplevelser i hele perioden, siger Rikke Gandrup, direktør på Color Hotel Skagen, der er en af initiativtagerne.

Billede beskrivelse

Blandt Forårsfestivalens højdepunkter kan nævnes amerikansk aften på Bodilles Kro om lørdagen, hvor Mads Toghøj vil fortolke klassikere som Elvis Presley, Johnny Cash, Kris Kristofferson og Hank Williams.

Color Hotel Skagen byder på en festlig fredag aften med ølsmagning ved Skagen Bryghus, lækker 3-retters forårsmenu og ikke mindst fed live bluesmusik med Knud-Erik Thrane og Jeppe Lindby.

Lørdag middag er der Frokostjazz på Kappelborg med Mette Juul, der formidler egne sange og lækkerbiskener fra den amerikanske sangskat.

- På Jakobs Café & Bar er der lækkerier for dine øregange med live musik og åbent dansegulv lørdag aften. Kom og hør intet mindre end Danmarks bedste countryband, Twang Factor.

Byens museer og øvrige attraktioner er naturligvis åbne i forbindelse med Forårsfestivalen og påsken, og den storståede natur venter bare på at fylde dig med salt forårsluft, livsglæde og energi.

En række af Skagens hoteller tilbyder særlige pakker i forbindelse med Skagen Forårsfestival.

Det kan du alt sammen orientere dig om på festivalens hjemmeside: www.toppenafdanmark.dk/foraarsfestival.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste