Billede beskrivelse

Fond har sørget for, at ældre får en juleoplevelse

24. oktober 2023 kl. 06.01

I sommer sørgede Melsenfonden sammen med Verdensballetten for, at de ældre på plejecenter Ankermedet i Skagen fik mulighed for at opleve en del af ballettens repertoire på helt tæt hold ved et arrangement på plejecentret, og her op til jul har Melsenfonden igen valgt at sørge for, at de ældre i Skagen får sig en på opleveren, når fonden donerer 50 billetter til årets julekoncert til brugere af aktivitetscentret og deres ledsagere.

Plejehjem og aktivitetscenter får kulturoplevelser

År efter år arrangerer operasanger og deltidsskagbo Jens-Christian Wandt koncert i Skagen for fulde huse sammen med Holmens Kirkes kor-ensemble, og i år er 50 af de 450 billetter til koncerten altså øremærket de ældre i Skagen.

Formanden for Melsenfonden, Anker Laden, deltog selv i arrangementet på plejehjemmet i sommer og ser stor værdi i at tilbyde plejehjemsbeboere og brugere af aktivitetscentre kulturelle oplevelser.

- Jeg var selv med til arrangementet på plejehjemmet i sommer og var meget bevæget af det. Der er mange gode værdier i at støtte op om, at dem, som måske ikke normalt har så nem mulighed for at deltage i den slags, får muligheden, siger Anker Laden.

Melsenfonden donerer 50 billetter, hvoraf halvdelen går til ledsagere. 25 brugere af aktivitetscentret får således mulighed for at deltage i koncerten sammen med en ledsager.

- Og vi støtter op om netop julekoncerten, fordi den er en historisk tilbagevendende begivenhed, som vi gerne vil åbne op for at flere får mulighed for at opleve, siger Anker Laden.

Billede beskrivelse

Jul for alle pengene i Skagen Kirke

- Det er fantastisk, hvis vi med sådan en donation kan nå flere, som kan få mulighed for at komme og være med til julekoncerten, siger manden bag koncerten i Skagen, Jens-Christian Wandt.

Og han lover jul for alle pengene, når dørene åbnes for julekoncerten den 29. november klokken 19.30 i Skagen Kirke, hvor han selv synger sammen med Holmens Kirkes kor-ensemble.

- Vi synger de sange allesammen kender; Julen har bragt, Der er noget i luften, og selvfølgelig slutter vi af med i fællesskab og stående at synge Dejlig er jorden, siger Jens-Christian Wandt og afslører at der også bliver plads til et par engelske christmas carols og en enkelt svensk julesang, men lover at det meste er velkendt.

- Julen skal helst være som den plejer, træet skal stå et bestemt sted, julekuglen hænge, hvor den plejer og sådan er det også med julen og dens sange, siger Jens-Christian Wandt som udover koncerten i Skagen op til jul synger julen ind ved 12 koncerter rundt om i landet og i Sverige og Norge.

Julekoncerten i Skagen har været en tradition siden 2010.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste