Folkeviser med Sara Grabow og Mia Guldhammer
Som led i fejringen af Sæbys 500-års købstadsjubilæum er Sæbygaards Venner og For Retfærdigheden gået sammen og arrangeret en koncert i Riddersalen på Sæbygaard søndag den 17. marts klokken 15.00 til 17.00.
Sangerne Sara Grabow og Mia Guldhammer kommer og synger og fortæller om deres arbejde med gamle ballade-ekstrakter fra folkevisetraditionen, som er en gammel sang- og fortællekunst i Danmark fra tiden før bogtrykkerkunsten.
Den mundtlige overlevering finder igennem århundreder vej til et moderne og poetisk udtryk i kraft af to kvindestemmer; Grabows lyse og Guldhammers mørke. Fortidens fortællinger bidrager med intens og rodfæstet visdom, som synes væsentlig og kærkommen i vor forjagede tidsalder.
Stemmerne akkompagneres af Grabows akustiske guitar og Guldhammers dulcimer.
Pris til Grabow og Guldhammer
Ved Danish Music Award Roots 2023, der blev afholdt i Odense den 11. november, gik prisen for Årets Danske Rootstrack til Sara Grabow og Mia Guldhammer for ”Fuglens Varsel”.
Entré er 150 kroner, og billetter kan købes på nettet.