Find til rødder til heldags-arrangement
Slægt skal følge slægters gang, skrev B.S. Ingemann i salmen ”Dejlig er Jorden” fra 1850.
Saltlandets Historiske Forening for Sæby og Omegn har taget tråden op og afholder Slægtens Dag den 11. november klokken 10 til 16 i Manegen i Sæby.
Slægtens Dag er en slags messe, hvor interesserede gratis kan komme og høre foredrag eller besøge 12 stande fra historiske foreninger, stadsarkivet, lokalarkiver, bibliotek og flere, som vil fylde den store sal. I salen vil der også være en workshop med en erfaren slægtsforsker, som kan assistere gæster, som søger efter information om deres aner.
Borgmester kigger forbi
Borgmester Birgit S. Hansen holder åbningstalen og en halv time senere, klokken 10.30, er Allan Øer Gøttrup fra Historisk Formidling klar med foredraget ” Slægtsforskning og DNA”.
Dagens andet foredrag klokken 13.30 er med lærer Bodil Grove Christensen fra Aulum, der vil præsentere hjemmesiden familysearch.org som er en af verdens største databaser, hvor der kan lægges et slægtstræ op samt gemmes billeder, dokumenter og erindringer om os selv og vores forfædre.
Klokken 15.45 udtrækkes vinderne af to præmier bestående af to DNA-kits, sponseret af Myheritage.
Slægtsforskning har skiftet karakter
De sidste 30 år har slægtsforskning skiftet karakter. Tidligere skulle man til Landsarkivet for at studere kirkebøger og folketællinger på mikrofilm. I dag kan de vigtigste kilder studeres online. Hvor man tidligere nedfældede de fundne informationer i håndskrift eller på skrivemaskine, så findes der i dag mange gode softwareprogrammer, for eksempel Legacy Family Tree, hvor data kan gemmes og systematiseres.
- Saltlandets Historiske Forening for Sæby og Omegn beskæftiger sig både med slægtsforskning og lokalhistorie og vi startede i 2012 en studiekreds om slægtsforskning og Legacy Family Tree, fortæller foreningens formand Holger Almholt.
Slægtens Dag blev med succes afholdt første gang i 2015 i Manegen og har i årene efter gået på skift mellem de historiske foreninger i Frederikshavn, Skagen og Østervrå.
- Gennem samarbejde med Frederikshavn Kommunes Center for Kultur og Fritid har vi opnået gratis husleje til arrangementet og derfor er det gratis at deltage for stadeholderne og alle gæster, oplyser Holger Almholt
De 12 stande i Manegens store sal vil rumme slægtshistoriske foreninger fra Sæby, Frederikshavn, Østervrå, Skagen, Lyngså og Voerså, Sognefogedgården i Frederikshavn, Historisk Samfund for Vendsyssel og Frederikshavn Stadsarkiv. Desuden deltager Frederikshavn Biblioteks Sæby afdeling, Historisk Formidling ved Allan Øer Gøttrup samt Family Search.