Fin Sankt Hans i Haldbjerg-Vangen
Sankt Hans bålet i Haldbjerg-Vangen Grundejerforening var et tilløbsstykke igen i år.
Om det skyldes det bemærkelsesværdigt fine vejr eller lysten til at kunne mødes igen efter coronaens begrænsninger vides ikke, men en kendsgerning er det dog, at der var mødt et godt stykke over de et hundrede frem for at dele oplevelsen og hygge sig med naboerne.
Det oplyser Bjarne Krogh-Pedersen.
En helt tredje - og måske mere sandsynlig - forklaring på det fine fremmøde kunne være lysten til at høre aftenens taler, byrådsmedlem Brian Kjær.
Grundejerforeningens formand, Mia Morsing, der for nyligt tog over efter Bjarne Krogh-Pedersen, bød velkommen til de fremmødte generelt og til aftenens båltaler, Brian Kjær, specielt.
Under båltalen kom Brian Kjær vidt omkring og begyndte sin tale med at tage udgangspunkt i det flotte legeplads-byggeri, som Haldbjerg-Vangen fik færdigt forrige år og som Brian Kjær selv klippede snoren over til dengang det blev indviet.
Efter den flotte båltale blev der serveret øl og vand mens bålet blev tændt, og mens heksen strøg afsted mod Bloksbjerg blev Holger Drachmanns ”Midsommervise” sunget.
Herefter sang man den stedlige ”slagsang”, ”Oppe i Haldbjerg”, begge sange under akkompagnement af den lokale musikpædagog Pia Teien, der slog tonerne an på sin guitar.