Filmperle i Skagen Bio
Skagen Bios filmperleprogram blev suspenderet under den generelle nedlukning i foråret, men nu, hvor biografen heldigvis atter er i gang, vil der igen blive vist filmperler på udvalgte mandage.
Filmene vises kun én gang, og man kan købe billetter til halv pris.
Der er planlagt filmperler for de næste fem måneder og man kan hente et program for filmene i biografens billetsalg. Programmet kan naturligvis også ses på Skagen Bios og Kulturhus Kappelborgs hjemmesider.
Første filmperle vises mandag 7. juni kl. 19.30. Det er filmen ”Stefan Zweig. Farvel til Europa”.
Forfatteren Stefan Zweig (1881-1942) flygtede fra Østrig i 1934 efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland og havnede til sidst i Brasilien, hvor han blev stærkt optaget af det multikulturelle, sydamerikanske samfund.
Her skrev han sit litterære testamente ”Verden af i går”.
Zweig havde svært ved at finde sit moralske ståsted i forhold til det politiske ragnarok, han forlod i Europa og til sidst blev Stefan Zweig og hans hustru så fortvivlede over fremtidsudsigterne for Europa og europæisk kultur.
De troede, at nazismen snart ville brede sig til hele kloden, og derfor begik de begge selvmord i 1942.
Publikum kan glæde sig til en smuk film med en tragisk slutning om en af Europas helt store forfattere.
Filmen er instrueret af Maria Schrader og i hovedrollerne ses Josef Hader, der spiller Stefan Zweig samt Aenne Schwarz i rollen som Zweigs anden kone, Lotte Zweig.