Fede tider i vente
Nordic Brew Festival byder på 500 øl og masser af spændende og underfundigt spiritus
FREDERIKSHAVN: Årets Nordic Brew Festival er lige om hjørnet, og foruden de 500 forskellige øl, man i år kan opleve på festivalen, får gæsterne også mulighed for at smage specialiteter og spiritus fra nogen af landets førende destillerier og importører.
Således, kan man på dette års festival både smage øl, gin, vodka, rom, håndlavede shots, whisky og meget meget mere.
- Gin og tonic har været glemt i en årrække, men nu er den tilbage med fuld styrke i mange smagsvarianter og flotte farver og vi har flere stande som har det allernyeste med indenfor gin og alverdens accessories til den populære drink, fortæller Dorthe Brassøe fra Arena Nord.
Et af spiritusdestillerierne, der er repræsenteret på årets Nordic Brew Festival, er Isfjord, hvis spiritus er det eneste i verden, der er lavet med vand fra isbjerge ved Ilulissat isfjord på Grønland.
På weekenden vil Isfjord både tilbyde smagsprøver på deres gin, vodka, malt aquavit, whisky og rom for festivalens gæster, og fælles for alle produkterne er, at de alle er lavet med verdens absolut reneste vand.
Festivalen afvikles 26. og 27. oktober.