Få det store overblik: Sæby fejrer 500 år
SÆBY: Over 100 arrangementer, aktiviteter, koncerter og madsteder vil i den kommende uge pryde by og havn i Sæby. Byen har nemlig 500-års jubilæum som købstad, og det bliver fejret fra torsdag til søndag den 8.-11. august.
Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
- 500 år er et rigtigt jubilæum, og selvfølgelig skal smukke Sæby fejres med manér. Derfor er det også en stor glæde at se så mange arrangementer blive til virkelighed, takket være et godt samarbejde mellem sæbynitterne, kommunen, erhvervet og foreningerne, siger borgmester Birgit S. Hansen.
Billetter til jubilæumsfest hurtigt udsolgt
Et af de store trækplastre til købstadsjubilæet er den store jubilæumsfest lørdag aften den 10. august, som er på selve jubilæumsdagen.
- Vi havde først udbudt 1000 billetter til festen, men de blev udsolgt på få dage, og derfor udvidede vi teltet med 200 ekstra pladser. Det skal være en fest, hvor alle kan deltage, og derfor har vi holdt priserne lave. Og nu har vi så totalt udsolgt til 1200 gæster, siger Kim Müller, formand for Sæby Erhvervsforening og en af arrangørerne bag festen.
Jubilæumsfesten holdes i det store telt på den nye havneø, og festen er arrangeret i et samarbejde mellem Sæby Handel og Sæby Erhvervsforening, hvor kommunen er vært.
Der er fri adgang til de fleste andre arrangementer, og fredag aften den 9. august kan unge mellem 13-17 år deltage gratis i ungefest på havnen, ligesom Sæbys pensionister kan få gratis morgenmad i teltet søndag morgen den 11. august.