Billede beskrivelse

Det Nordjyske Mediehus omstrukturerer i Frederikshavn

29. november 2023 kl. 06.01

Det Nordjyske Mediehus flytter fra lokalkontoret i Tordenskjoldsgade i Frederikshavn for at samle aktiviteterne nord for fjorden på Sct. Olai Plads i Hjørring.

Baggrunden er en kombination af et presset annoncemarked, en generel nedgang i printabonnementer og stigende udgifter til drift og vedligehold. Det kræver, at omkostninger reduceres fra varmeregninger og mursten til fokuseret brug på medarbejdere, der kan møde nordjyderne, hvor de er.

- Vi er stadig mærkbart til stede i Frederikshavn, hvor vi har både redaktionelle indholdsskabere og sælgere bosat. Men vi vil populært sagt hellere bruge ressourcerne på at være til stede ude i byen frem for på et kontor, siger Stefan Buur Hansen, chef for Nordjyske Lokalmedier.

Påvirker ikke redaktionelt indhold

- Fraflytningen af kontoret i Frederikshavn kommer derfor på ingen måde til at påvirke hverken den salgsmæssige indsats eller det redaktionelle indhold på websitet eller i Lokalavisen Frederikshavn.

Det vil derfor fortsat være muligt at læse alt om, hvad der sker i og omkring Frederikshavn både digitalt og i den lokale avis, som fortsat husstandsomdeles gratis hver uge. Og redaktionen tager ganske som hidtil imod tips om spændende nyheder og begivenheder på lokalmedier@dnmh.dk.

Fokus på relationer

På samme måde er det fortsat muligt at bruge begge kanaler til at udbrede sine salgsbudskaber. Det er fortsat Thomas Lodberg Hansen, der har ansvaret for Frederikshavn som account manager.

- Jeg tror på, at den gode relation mellem brugere og annoncører på LigeHer.nu i Frederikshavn er altafgørende, hvad enten det er digitalt eller i printversionen. Vi er naturligvis stadig fysisk til stede i Frederikshavn, når du har brug for det som annoncør, understreger Thomas Lodberg Hansen, der kan træffes på både mailen thlh@dnmh.dk og mobilen 52142725.

Kontoret i Tordenskjoldsgade forventes endeligt lukket den 15. december 2023. Reklamationer vedrørende udeblevne aviser henvises til www.budzonen.dk/tastselv eller via mail på reklamation@dnmh.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste