Det er godt nok uhyggeligt - og lidt vådt
FREDERIK og byens handlende bød til Halloween på en blæsende småregnsfredag
FREDERIKSHAVN: Kunne man have stemt på vejrguderne, så er jeg sikker på at ham med regnvejret var sendt til tælling fredag eftermiddag i Frederikshavn.
For indrømmet - Halloween by Night og åbne butikker frem til kl. 21 er altså sjovere i mere feststemt vejr.
Det var som om at regnen absolut skulle runde midtbyen hele tiden i stedet for som prognoserne havde lovet os at give et frirum til hen på aftenen.
Men uanset var der da folk i byen i forbindelse med starten på Halloween by Night - og som regnen lagde sig tog blæsten til - heldigvis uden at det synes at anfægte kunderne.
Nu er vi jo også rimelig vant til sådan en frisk brise, selv om faklerne fik lidt ekstra tag under marchen kort før 19.
Særlig børnefamilierne var dukket op til sjove konkurrencer på Kallstorvet eller Fisketorvet, hvor den syngende Heks Anne boltrede sig med uhyggelige fælles børnesange.
Der var også ansigtsmaling og bunkevis af græskar som skulle skæres ud.
I det blæsende vejr er indendørs sysler ofte mere interessante og så var det jo godt at Arbejdernes Landsbank var hjemsøgt af hvileløse sjæle og den uhyggelige og grusomme Dr. Trinsen.
Spøgelseshuset var arrangeret i samarbejde Romitea og Arbejdernes Landsbank.
Tordenskjoldsgarden musicerede i gågaden om eftermiddagen og på Freddys Bar var der livemusik med Mads Vejen kl. 16 og Lindgaard Band kl. 22.
Fredag aften var der også livemusik med vores lokale "Østre Gasværk", som fyrede de mange populære Kim Larsen numre af ca. kl. 21.