Det emmer af jul på Bangsbo
Det sker

Det emmer af jul på Bangsbo

01. december 2021 kl. 06:20

Det emmer af jul i den smukke historiske Bangsbo Hovedgård, hvor nisserne har haft travlt med at blive klar til de kommende adventsweekender.

Her kan du blandt andet opleve et smukt pyntet Bangsbo anno 1900 med original julepynt fra samme tidsperiode, hvor Bangsbokredsen og Herman Bang slog deres folder på Bangsbo.

Det er museets kreative medarbejdere som sammen med Helle Vivienne Madsen Pedersen fra Mit Skattekammer står bag oppyntningen på Bangsbo, så du kan igen i år glæde dig til at se et smukt pyntet juletræ med antikke glaskugler, gamle lysholdere, flag, yndige engle samt en smuk Gablonz stjerne til juletræets top.

Julen er i høj grad børnenes fest – derfor er alle børn velkomne til at tage deres egen hjemmelavede julepynt med og hænge på det fine juletræ i Bangsbosalen, og der bliver også mulighed for at lave fint juleklip mens man er på besøg. Nissemor har fundet hyggelige julehistorier frem fra gemmerne, så hun læser op for børnene både lørdag og søndag.

Og så har drillenissen været på spil! Han har lavet løjer i museumsudstillingerne, og hvis børnene kan gennemskue drillenissens løjer, så venter der en lille overraskelse.

Lørdag d 5. december bliver der musik for fuld udblæsning, for her kommer Tordenskioldsgarden på besøg og går i en flot juleparade, som starter fra Bangsbo Hovedgård kl. 13:00.

I museumsbutikken er der spændende bøger og pynteting, hvis du mangler en jule- eller mandelgave, og i museumscaféen er der sørget for julelækkerier, som kan nydes med en kop kaffe/te eller kakao, så der bliver masser af julehygge for store og små.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu