Design og tekstiler på Gallerigangen
Flot udstilling her i den travle købstadsjubilæumsmåned
FREDERIKSHAVN: Lørdagens fernisering på design og tekstiludstillingen på bibliotekets gallerigang havde et ganske pænt besøg - og forventningen er bestemt ikke mindre for resten af september.
For jubilæumsmåneden har på mange måder gjort biblioteket til et omdrejningspunkt, og da design og tekstiler er områder, der nyder en stor bevågenhed, er det rimeligt at forvente, at mange besøgende lige vil slå et slag forbi Gallerigangen, når de er på biblioteket alligevel.
Og det er der afgjort også god grund til. Der er faktisk meget at hente, selv om man skal smutte forbi biblioteket alene af den grund.
For det er nemlig to erfarne kunsthåndværkere og designere, der gæster biblioteket i den her måned og de sætter deres helt eget præg på Gallerigangen med tekstiler og tapeter i lange baner.
Udstillingens tema er at det hele starter med hvidt - og det afsæt kommer man utrolig inspirerende langt med, når man arbejder med design, håndværk, tekstiler og tapet.
Lene Thomasen - den ene af udstillerne - er født og opvokset i Frederikshavn og uddannet tekstildesigner fra designskolen i Kolding..
- Min nysgerrige tilgang har givet mig et bredt og solidt kendskab til, hvad der er af muligheder inden for den tekstile verden både på det lille værksted og industrielt. Jeg gør brug af både traditionelt tekstiltryk, digitalprint og laserskære - processer som jeg har stor erfaring med, understreger Lene Thomasen, der sælger sine tekstiler i butikker i både København og Århus.
Den anden udstiller - Heidi Zilmer - bearbejder tapeter på nye måder, ofte i et enkelt og grafisk formsprog.
Hun har mange års erfaring med unika udsmykning og anvender bl.a. ægte bladguld i sit kunstneriske virke.
Udstillingen kan ses i den betjente åbningstid frem til den 4. oktober.