Der cykles for venskabsmenigheden
Elling sogn kalder til kirkemarked søndag 3. juni
STRANDBY: Søndag 3. juni holder Elling sogn det årlige Kirkemarked.
I år er omdrejningspunktet Strandby kirke, hvor Kirkemarkedet indledes med Gudstjeneste klokken 11.
Der vil efterfølgende være salg af afrikansk middag, flere forskellige aktiviteter og selvfølgelig også det populære og indtægtsgivende sponsorcykelløb.
Alle kan deltage i cykelløbet, både som sponsor eller som cykelrytter og i skrivende stund ligger det fast at man i hvert fald skal dyste mod sognepræst Peter Thøgersen.
Der er præmie til den, der har kørt flest omgange og den, der har samlet flest penge ind.
De indsamlede midler går til sognets venskabsmenighed i Gobaru, Sierra Leone.
Tidligere indsamlede midler har blandt andet bidraget til udvidelse af kirken i Gobaru, skoleuniformer til over 400 børn og solcelleanlæg.