Dennis besøgte 6. klasser: Vildtgryde var et hit
Kartoflerne er gravet op og årets sidste gulerødder er hevet op af jorden i skolehaverne.
Hvert år i uge 41, ugen inden kartoffelferien, høster Sæbygaardskolens 6. klasses elever sammen med Nellemanns Haves Venner, udbyttet i urtehaverne og gjort bedene vinterklare.
Den helt store gulerod for de 65 elever og deres fire lærere var dog besøget af Dennis Bøgh fra Frk. Madsens Spisehus, der bistod med tilberedningen af en herlig vildtgryde.
Restauratøren er i sin fritid ivrig jæger og havde hjembragt et kronvildt som han i gryderne på bålkomfurerne tryllede om til den vildeste menu.
Ved bålstederne blev der fyret godt op under gryder og pander, takket være tre drenge fra 9. klasse som agerede fyrbødere.
Ud over vildtgryden, der var dagens hovedret, blev der bagt pandebrød og desserten bestod af pandekager i rigelige mængder.
Som prikket over i´et ankom borgmester Birgit S. Hansen med sodavand til alle og efterårsfesten kunne begynde.
Begejstringen for den vel tilberedte mad var stor, og børnene var enige om, at hvis Dennis ville sætte retten på menukortet i spisehuset, ville den få gode anmeldelser.
Dagen igennem havde Dennis Bøghs 10 år gamle jagthund Freja gået rundt og hygget sig i skolehaven til stor glæde for børnene.
Da dagen nærmede sig sin afslutning, blev det Frejas tur til at arbejde. Eleverne blev samlet på plænen og Dennis fortalte og viste sammen med Freja, hvordan han bruger sin hund, når han går på jagt.
- Selv om 6. klasserne nu har sagt farvel til deres urtehaver, skal de nye 5. klasser i efteråret en tur op i haven og sætte hvidløg og lave stiklinger af jordbær, så de kan være klar til næste sæson, fortæller koordinator for skolehaverne Anne Bak Rasmussen.