Det sker

De sætter tre rekorder til DM stævne - det største i Danmark

07. september 2022 kl. 12:42

Frederikshavn Rideklub sætter tre rekorder, når klubben på Donbækvej fredag – søndag er vært for Hold DM for dressur for ponyryttere.

1. Det er 13. gang i træk, FRK står for arrangementet. Det har ingen anden klub gjort.

2. Det er det største DM-stævne under Dansk Ride Forbund. 47 hold á fire ryttere har meldt sig. Til det første DM i Frederikshavn Rideklub i 2010 var der 21 hold.

3. Over 500 kommer til middag i det 51 meter lange telt, frivillige har stillet op på stævnepladsen. Den hidtidige rekord var 480 festklædte gæster i 2021.

Vingegaard-dress

For mange klubber er det blevet en fast tradition at tage til Frederikshavn i september til ridesportens festligste mesterskab. Et af højdepunkterne er kåring af vinderne i den sociale konkurrence ”Stemning til hest – hvem er bedst?”. Hvert hold klæder sig ud efter et tema, og det er ikke bare en sjov hat og rød t-shirt. For eksempel møder et hold fra Løgstør i Tour de France dress med cykler og med pynt fra Jonas Vingegaards hjemkomst.

Konkurrencen inde på banerne er 100% seriøs med professionelle dommere og bedømmelse af hver eneste del af alle rytteres program, nøjagtigt som det foregår ved VM, hvor Danmark i sommer vandt guld i holdkonkurrencen.

24 timers ridning på søndag

På finaledagen søndag er der ridning på banerne i 24 timer, og det er et kæmpe set-up for den lokale klub, der stiller med over 100 frivillige for at gennemføre arrangementet. Med hjælpere og trænere kommer der over 600 ridefolk til Frederikshavn hele weekenden, og dertil kommer forhåbentlig en masse tilskuere. Der er fri entré til mesterskaberne.

Formand: 13 år i den blå hjælpertrøje

- Jeg er rigtig glad og stolt over, at Frederikshavn Rideklubs medlemmer kan stable så stort et arrangement på benene. Vi har en ganske særlig stemning ved vores DM, og den kommer deltagerne gerne helt fra Nordsjælland for at opleve, siger FRKs formand Anne Pedersen, der selv er i den blå hjælpertrøje for 13. år i træk.

Klubben har selv et hold med. Det består af Karoline Stryn-Hajslund på Gallahad, Benndicte Schmith på Vognmandgårdens Bentley, Mille Bækby Hansen på Jean le Penn og Iris Bergenser på Opbroeks Wicklo

Annonceret indhold

Nyeste