De nordjyske alper skal da besejres

Rødspætteløbet lægger fra land søndag 27. maj

19. maj 2018 kl. 13.20

FREDERIKSHAVN: Årets traditionsrige Rødspætteløb bliver i år afviklet søndag 27. maj som et hyggeligt motionscykelløb for motionister på racercykler over to distancer og med en familierute.

Der bliver tale om en kuperet rute på 60 km og til dem som ønsker mere udfordring som motionist, anbefales ruten på 100 km og hele 1000 højdemeter.

Begge ruter går igennem det smukke og kuperede landskab sydvest for byen, hvor flere nordjyske bakketoppe skal passeres Øksnebjerg, Ådalsvej (Dansbjerg) og Karup-bakkerne - for nu at fremhæve tre af dem.

Motionscykelrytterne sendes afsted fra det nye startområde hos Uggerhøj.

100 kilometerrutens start går kl. 9.30 og 60 kilometeren kl. 10.

Begge ruter afsluttes fra Gærum via Vrangbækvej, hvor målportalen står klar ved de 2 gyldne tigre ved Bangsbo.

- Det er oplagt at komme forbi for at heppe på rytterne fra omkring kl. 12, hvor vi forventer feltets hurtigste passere målstregen, fortæller formand Hanne Lauridsen.

Distancen på familieruten er 23 km, på en flad og flot rute med depot undervejs, og her kan hele familien deltage og den er for alle cyklister, uanset alder og cykeltype.

Familieturen har sin start kl. 10.30.

Som noget helt nyt har NBC indgået et tæt samarbejde med byens bilforhandler, omkring Rødspætteløbet.

Uggerhøj agerer start og målområde, og samtidigt inviterer de til åbent hus.

I dagens anledning kan man i øvrigt møde en repræsentant fra de populære Biomega-elcykler.

En testperson skal agere "joker" på 60 km rute i Rødspætteløbet, og teste om el-cyklen kan gennemføre løbet i "de nordjyske alper".

- Vi har de seneste år samarbejdet med NBC omkring følge- og servicebil, og i år har vi valgt at udvide samarbejdet omkring de lokale event, understreger filialchef hos Opel Uggerhøj, Lars Østergaard.

Også Spar Nord har meldt sig under fanerne - både i sadlen og som sponsorer.

- Vi synes det er et godt arrangement, som tiltrækker mennesker til vores by, siger Morten Kock, direktør i Spar Nord, som i år har etableret et erhvervsnetværk, der siden nytår har trænet to gange om ugen.

- Målet er, at vi skal cykle til grænsen 15 og 16. juni. En tur på i alt 380 km. Et delmål i denne træning, er deltagelse i Rødspætteløbet. Så udover at være sponsor for arrangementet, har vi også sørget for lidt ekstra deltagere, understreger Morten Kock, som selv deltager i både Rødspætteløb og turen til grænsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste