Berømte tyske fotografer udstiller fotos af legendariske bluesmusikere
Fotoudstilling er optakt til årets bluesfestival i Frederikshavn
Fra mandag 16. oktober kan man på Borgertorvet på Frederikshavns rådhus opleve en fotoudstilling om bluesmusikere.
Det er Peter Astrup, manden bag den den lokale festival "Blues Heaven Festival", der har været drivkraften bag at bringe fotoudstillingen til Frederikshavn.
Udstillingen bærer navnet "Blueslovers Feelings", og den er kreeret af de tyske stjernefotografer Karo & Jürgen Achten, som nærmest har ikon-status hos amerikanske bluesmusikere. Parret er regelmæssige bidragydere til alverdens blues- og rootmagasiner - og på deres hjemmeside, www.blueslover.de, har parret angiveligt omkring 160.000 billeder fra blueskoncerter.
- Vi glæder os meget til at præsentere fotografierne af de to tyske fotografer og håber at det kan være med til at skabe fokus på de kommende blues-arrangementer, der kommer til byen 2. weekend i november, fortæller Peter Astrup i en pressemeddelelse.
Det er første gang ægteparret Achten udstiller i Danmark, og udstillingen på rådhuset kan ses frem til torsdag 9. november 2023. Herefter flytter den til Blues Heaven i Arena Nord 10. og 11. november, hvor også fotograferne vil være til stede.
De udstillede billeder kan købes gennem Blues Heaven: www.bluesheaven.dk/blueslover. Billederne skal bestilles senest mandag 30. oktober, og kan derefter afhentes i forbindelse med festivalen.