Andreas har Anna og Michael Ancher på hjernen

Efter at have siddet med næserne nede i gamle, støvede sager i timevis og rejst rundt i en helt anden tid, rejser mseumsinspektør Andreas Spadet Bjerre og museumsformidler Ane Bjerg Thomsen sig fra skunkene i Anchers Hus og træder tilbage til nutiden og frokosten.

Sådan har deres arbejdsdage set ud gennem nogle år, mens de har gennemgået og registreret alle genstandene i Anchers Hus i Skagen.

- Vi gjorde det til en vane at gå gennem huset, efter vi havde siddet og registreret genstande, for at se, om noget af det, vi var stødt på, relaterede til ting, som vi allerede kendte til, siger Andreas Spandet Bjerre, som er kulturhistoriker og har stået i spidsen for hele den samlingsgennemgang og registrering, som Skagens Kunstmuseer afsluttede i 2021, og som nu er kulmineret i særudstillingen Ancher i Livet og Kunsten på Skagens Kunstmuseer, som åbnede den 15. oktober.

Skatte i skunke, skuffer og skabe

Og ind imellem fik de to noget mellem hænderne, som virkede bekendt.

- Jeg sad en dag i en skunk i Anna og Michael Anchers soveværelse. Den var så proppet, at vi bare måtte begynde fra en ende af og grave os ind ad, og pludselig fik jeg de her store og meget tunge messinglamper i hænderne, helt sorte og anløbne med en sølvbryllupsdato og og Anna og Michael Anchers monogrammer indgraverede i bunden, fortæller Andreas Spandet Bjerre, som synes lamperne virkede bekendte, og det viste sig da også, at det var selvsamme lamper, som man ser på Helga Anchers billede ‘Anna Ancher læsende i dagligstuen’.

Der dukkede desuden også en sølvbryllupssang op skrevet af Holger Drachmann og en masse brevkorrespondance omkring selvsamme sølvbryllup og fest.

Andreas Spandet Bjerre med de to lamper, som dukkede op under samlingsgennemgangen og som er afbilledet på Helga Anchers billede af sin mor. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

I den nye udstilling skaber blandt andet de ting tilsammen en fortælling om livet og kunsten omkring kunstnerparret.

Et andet eksempel, som kulturhistorikeren nævner, er da de finder en kasse, hvori der ligger et ikon-tryk af Jomfru Maria, som også ses på Anna Anchers meget berømte værk ‘Solskin i den blå stue’.

Og på den måde begynder historier og temaer at opstå og forbindelser mellem genstande og kunst viser sig, og noget, der kunne blive til en udstilling, begynder at forme sig ud fra rod i skunke, skuffer og skabe.

Ancher på hjernen

Mange timer igennem flere år i selskab med historiske personer gør indtryk på dem, som arbejder med det.

Under samlingsgennemgangen fandt man det trykte jomfru Maria-ikon, som ses øverst til venstre på Anna Anchers værk 'Solskin i den blå stue'. Foto: Skagens Kunstmuseer

- Det bliver ret intimt og personligt. Jeg har mange gange gået rundt i deres hus helt alene. Sat nøglen i låsen om morgenen, tændt lyset, gået rundt og fundet mig til rette og hørt gulvene knirke og tænkt “gad vide om Michael Ancher også slog sit hoved mod den karm, som jeg altid slår hovedet mod”, fortæller kulturhistorikeren og beskriver hvordan Anna, Michael og datteren Helga Ancher i den intense registreringsperiode blev en fast del af hans bevidsthed.

- Jeg går jo og tænker på dem. Også i min fritid. De fylder i min bevidsthed på samme måde som venner og familie gør, fortæller han om det tætte forhold, som arbejdet har givet ham til familien i kunstnerhjemmet.

Etik og intimitet

Og det er netop også det, som den nye udstilling gør. Den levendegør Anna og Michael Anchers liv i og omkring kunsten - gennem forskellige temaer. For eksempel sølvbrylluppet.

- Hele arbejdet med samlingsgennemgangen i Anchers Hus er ret intimt. Det bliver meget personligt, når man sidder i andre menneskers hjem og roder i deres ting, kigger i deres breve og får et meget intimt kig ind i deres tanker og følelser, fortæller Andreas Spandet Bjerre og forklarer, at museet hele tiden undervejs har haft etiske overvejelser omkring så godt som hver eneste genstand.

Helga Ancher byder velkommen til den nye udstilling. Det er hendes fortjeneste at kunstnerhjemmet består. Hun donerede det i sin tid til en fond. Foto: Skagens Kunstmuseer

- De var jo rigtige mennesker, og i deres egen tid ønskede de ikke engang at udstille skitser og studier. Det skal man have respekt for, samtidig med, at det på den anden side er offentlig ejendom, som deres datter i sin tid donerede til en fond, og som der er mange som er interesserede i, siger kulturhistorikeren og forklarer, at museet har en forpligtelse til at indsamle, registrere, bevare, forske og formidle.

- Vi har med samlingsgennemgangen og registreringen gjort forarbejdet til, at der kan forskes yderligere. Og vi har nok genstande til hundrede udstillinger mere i alle de ting, vi har fundet, fortæller Andreas Spandet Bjerre.