Arena Nord er klar med tre festivaler i én: Brew, Tattoo & Dart
FREDERIKSHAVN: Den kommende weekend bliver stor for alle, der interesserer sig for øl, tatovering og dartspil. Det er selvfølgelig de populære Nordic-festivaler, som Arena Nord har arrangereret gennem en årrække. Sidste år var der over 6000 gæster.
Det startede med tattoo-festivalen, der i år præsenteres for 13. gang. Senere fulgte Nordic Brew, der nu åbner for ottende gang, og senest er Nordic Dart-festival kommet til. Den afvikles i samarbejde med Dansk Dart Union.
Interessen for ølbrygning har aldrig været større, i år stiller 30 brygmestre op. Det samme gælder tatovørkunsten, og den samlede festival ventes at tiltrække tusindvis af gæster fra hele Skandinavien. De vil kunne blive klogere på deres store passion, hvad enten det er øl eller tusch. Høre indlæg fra mestrene, deltage i konkurrencer og selvfølgelig smage – fra flaske, fad eller nål.
Der er ingen grund til at holde sig tilbage, for Arena Nord kan i samarbejde med NT tilbyde gratis gransport til og fra festivalen. Tidligere var det nok at fremvise sin festivalbillet i tog eller bus, men i år skal du på forhånd booke en billet på NT’s hjemmeside: www.ntbillet.dk/da/ink-brew-festival.
Dart-interesserede vil kunne opleve nogle af Skandinaviens bedste dartspillere i aktion. Om fredagen vil det også være muligt at prøve selv og deltage i warm-up turneringer.
Nordic Brew finder sted fredag 25. og lørdag 26. oktober, mens Nordic Ink og Nordic Dart er tredages-arrangementer og tager søndagen med.